Regeringen vil støtte 5 projekter inden for danskproducerede vindmøller og teknologi til Power-to-X med 634 millioner kr. I alt skal der investeres mere end 4,2 milliarder kr. i etablereing af nye eller udvidelse af eksisterende produktionsfaciliteter inden for de 5 projekter.
Kontakt
Erhvervsministeriet
Danmarks Eksport- og Investeringsfond har nu truffet beslutning om fordelingen af de afsatte midler, efter ordningen åbnede for ansøgninger i januar 2024.
Der er i alt givet tilsagn om støtte til 5 projekter, og der udmøntes i alt 634,1 millioner kr. i støtte, mens de samlede investeringer for de valgte projekter er på godt 4,2 milliarder kr.
Milliardinvesteringerne skal bruges til at etablere nye eller udvide eksisterende produktionsfaciliteter i Danmark.
Midlerne går bl.a. til:
- Siemens Gamesa, som vil investere i projekter i Aalborg og Esbjerg, og forventer at skabe ca. 500 nye job.
- Niebuhr Gears får støtte til et projekt i Ikast, som kan skabe ca. 30-40 job
- Advanced Surface Plating får støtte til faciliteter i Randers, som forventes at skabe ca. 80 job
- Njord Assembly Lines forventes at skabe ca. 175 job i region Syddanmark.
Verden er forandret efter flere års krig i Europa, og den internationale udvikling har medført, at industripolitik er tilbage. Der er et globalt kapløb om produktionen af grønne teknologier og et øget fokus på forsyningssikkerhed.
Derfor lancerede regeringen i december sidst2023 den grønne investeringsordning, som skal forstærke de grønne styrkepositioner i Danmark i en forandret verden.
”Verden er forandret. Der er krig i Europa. Med store statsstøtteprogrammer trækkes grønne milliardinvesteringer til Kina og USA. Regeringen vil forsvare og forstærke danske styrkepositioner. Det gælder bl.a. vindproduktion og PTX-teknologi. I dag sikres støtte fra den grønne investeringsstøtteordning til fem projekter, der skabes ca. 800 nye job, og samles investeres mere end 4,2 milliarder kr. i nye arbejdspladser. Det er godt for Danmark og væksten i vores stærke grønne produktionsindustri”, siger erhvervsminister Morten Bødskov.
”Danmark er i fuld gang med den grønne omstilling, og mange virksomheder bidrager med gode løsninger og teknologi, som produceres i Danmark. Vi ønsker at styrke og udbygge muligheden for at producere grønne løsninger i Danmark. Derfor er jeg glad for, at vi i dag udmønter et trecifret millionbeløb til nye grønne investeringer. Det vil forstærke danske styrkepositioner og skabe gode danske arbejdspladser flere steder i landet”, udtaler Økonomiminister Stephanie Lose.
”USA gør det. Kina gør det. Og en række europæiske lande gør det. Og så er der ingen vej udenom: vi må følge trop. Danmark er kendt for en grøn produktion i verdensklasse og den position skal vi selvfølgelig værne om og fastholde. Jeg har ikke en ideologisk forelskelse i tanken om statsstøtte, men regeringens grønne investeringsordning er født af et køligt overblik og nødvendighed”, siger Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard.
Ordningen er målrettet virksomheder, som ønsker at etablere produktionsfaciliteter inden for vindteknologi, teknologi til Power-to-X (elektrolyse) samt underleverandører til de to industrier.
Der er endnu ikke truffet beslutning om eventuelle midler i 2025.