En bred kreds af Folketingets partier er enige om at 14 byer skal indgå i forsøgsordningen med frie bymidter for at skabe mere liv og vækst.
Med den politiske aftale Mere liv i bymidter og landdistrikter af 29. november 2021 afsatte et bredt politisk flertal 130 millioner kr. til etablering af en forsøgsordning med frie bymidter.
Et antal mindre og mellemstore byer skulle få mulighed for at blive sat fri af eksisterende regler og lovgivning for at finde nye veje til mere liv i bymidten.
I juni 2022 blev 14 byer prækvalificeret til at udarbejde en kvalificeret ansøgning og pege på de lovgivningsområder, som de ønskede fritagelse fra. På baggrund af kvalificerede ansøgninger fra de 14 kommuner har aftalekredsen valgt, at alle 14 skal indgå i forsøgsordningen: Assens, Faaborg, Grindsted, Hornslet, Ikast, Nordborg, Nykøbing Sjælland, Odder, Otterup, Rødekro, Rønne, Sakskøbing, Støvring, Vamdrup.
Revitalisering af gågader. Konferencen afholdes den 11. april 2024.
- Levende og attraktive bymidter i de mellemstore byer er med til at sikre sammenhængskraft i vores landdistrikter og er med til at stimulere vækst for hele oplandet. Derfor er det helt afgørende, at vi i aftalekredsen nu har fået endeligt udvalgt 14 bymidter, der skal indgå i forsøgsordningen, siger Louise Schack Elholm (V), minister for landdistrikter.
Der skal nu udarbejdes et lovforslag, der giver hjemmel til de konkrete forsøg, så de kan gå i gang i løbet af 2024.
Til forsøgsordningen er der afsat 25 millioner kr. årligt i 2024-2027 til medfinansiering af fornyelse af bymidter og 30 millioner kr. i 2024 til medfinansiering af placering af lokale velfærdsfunktioner i bymidten.