Investeringsselskabet Gudme Raaschou Vision vil udvide sit investeringsområde til også at omfatte ejendomme. – 2008-resultat på minus 104 mio. kr.
Gudme Raaschou går nye veje og kigger på ejendomme. Det fremgår af selskabets årsberetning, hvor en ændring af investeringsstrategien begrundes med ændrede markedsforhold, lånevilkår og skattelovgivning.- Det er bestyrelsens holdning, at selskabet i stedet for alene at fokusere på at investere i aktier og obligationer i højere grad fremover skal omfatte investeringer i fast ejendom. Det står klart, at fast ejendom som aktivklasse blev hårdt ramt i finanskrisen. For selektive og langsigtede investorer er det bestyrelsens opfattelse, at en eksponering til fast ejendom fremover kan tilbyde et attraktivt afkast sammenholdt med risikoen. Mulighederne for at eksponere sig til fast ejendom på attraktive niveauer vurderes at være gode i det nuværende marked, som er hårdt ramt af finanskrisen, skriver bestyrelsen i sin årsbertning.
Bestyrelsen vil fremlægge sit forslag til ny strategi på selskabets generalforsamling. Den påpeger allerede nu de skattemæssige konsekvenser af forslaget:
- Ved at fokusere på at investere i fast ejendom og lån med sikkerhed i fast ejendom vil selskabet ikke blive omfattet af de nye regler for beskatning af investeringsselskaber. Det vurderes, at de skattemæssige konsekvenser af bestyrelsens forslag vil være gunstige for selskabet, oplyses det.
Forslaget om ændret strategi kom på baggrund af et regnskab, der viste et underskud før skat på 103,7 mio. kr., hvilket specielt skyldtes et minus på 104,6 mio. kr. på kursreguleringer.
Selskabet vil ikke melde konkrete forventninger til 2009 ud på grund af strategiændringerne.
- Som følge af forslaget til ændringer i strategien, anser bestyrelsen det ikke for relevant at beskrive forventningerne til finansielle markeder. Det er med samme argumentation heller ikke på nuværende tidspunkt muligt at give en præcis udmelding om forventningerne til årets resultat, hedder det i årsrapporten
For yderligere information: Direktør David Gaung e-mail: dhuang@gr.dk Telefon: 33449041