Alma Property Partners og AG Gruppen har solgt den 18.824 kvm store beboelsesejendom Lyskilden i Herlev til PenSam i en trecifret millionhandel.
Kontakt
AG Gruppen
Lyskilden var et af de første boligudviklingsprojekter i Marielund-området i Herlev, som er under transformation til at blive en blandet bydel, understøttet af større infrastrukturinvesteringer ved en ny letbanestation.
Alma Property Partners og AG Gruppen annoncerede i 2020 deres ambition om at opføre 231 lejligheder fordelt på 18.824 kvm. På trods af betydelige udfordringer i forsyningskæderne under byggeperioden i 2021-2022 formåede Alma Property Partners og AG Gruppen at levere projektet til tiden og inden for budgettet – en præstation, som begge parter er meget tilfredse med.
Projektet er kendetegnet ved en DGNB Guld certificering og faciliteter for alle aldersgrupper, herunder et hyggeligt grønt gårdrum, legeplads til de mindste, fitnessudstyr til de større, fælles væksthuse, intime kroge med beplantning og adgang til en fælles tagterrasse.
Efter en vellykket udlejning i slutningen af 2022 og en efterfølgende stabilisering af driften besluttede Alma Property Partners og AG Gruppen at sælge ejendommen. Handlen blev afsluttet den 20. december 2024.
”Jeg er utrolig stolt over at have været en del af projektet fra start og set den utrolige transformation fra en gammel industriejendom til nu at være et hjem for 231 familier. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke min samarbejdspartner, AG Gruppen, for at levere et projekt af så høj kvalitet samt PenSam for en god og effektiv transaktionsproces,” siger Hüseyin Meric, partner i Alma Property Partners.
”Først og fremmest, tak til Alma Property Partners, for det gode samarbejde undervejs i hele processen. Det har været, og er, en fornøjelse at arbejde sammen. At være blandt de første i en ny bydel, der stadig er under transformation, er altid spændende – derfor er vi naturligvis også stolte af det vellykkede projekt, der danner rammen om mange familiers hverdag, og ønsker PenSam tillykke med det fremadrettede ejerskab,” siger Bjarke Windeløv Graae, adm. direktør i AG Gruppen.
”Lyskilden komplementerer PenSams ejendomsportefølje og er i tråd med vores mål om at forstærke vores portefølje med ejendomme af høj kvalitet på strategiske beliggenheder, både inden for boliger og erhverv. Ejendommens langsigtede potentiale bidrager til vores mål om at levere stabile og attraktive afkast til vores 500.000 pensionskunder. Vi takker Alma Property Partners og AG Gruppen for en god og professionel proces”, siger Jeppe Starup, Head of Private Capital and Real Assets i PenSam.