I Randers har Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgået forlig om budget 2016-2019. Dækningsafgiften sænkes, og der afsættes penge til at binde byen sammen med vandet.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Randers Kommune
Borgmester
Claus Omann Jensen
T: +45 8915 1000
E: coj@randers.dk
Det hidtil største byomdannelsesprojekt i Randers Kommune, ”Byen til vandet”, skal binde Randers midtby sammen med Gudenåen og Randers Fjord og give nye bo-, oplevelses- og aktivitetsmuligheder. Med budgetforliget er der afsat penge til at sætte gang i projektet.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har et bredt budgetforlig. Det tager afsæt i, at Randers Kommune geografisk ligger attraktivt, og at vi har en spirende optimisme i erhvervslivet. Dermed er det tid til at styrke vækst og udvikling, som er vejen til at sikre fremtidens velfærd og service. Det gør vi ved at skabe gode bosætningsmuligheder og rammevilkår for virksomheder, siger borgmester i Randers, Claus Omann Jensen.
NB! Randers investerer 16 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 26. januar 2016.
Der er lavet en forundersøgelse af mulighederne, og resultaterne er i høring nu. Ved årsskiftet vælger byrådet et scenarie for, hvordan Byen til Vandet kan realiseres. Derfor reserverer forligspartierne nu 17,5 millioner kr. i perioden 2016-2019 til at starte realiseringen af byen til vandet.
Partierne bag forliget har også afsat 8,5 millioner kr. i 2016 til en pulje til diverse infrastrukturprojekter, og man er enige om, at dækningsafgiften sættes ned med 0,5 promille i både 2018 og 2019.
Endeligt giver partierne mulighed for, at Randers Idrætshaller sammen med kulturudvalget afklarer beslutningsgrundlaget for en ny hal 4 ved Arena Randers. Derfor afsættes 2,5 millioner kr. af årligt i 2018 og 2019 til kommunalt tilskud. Hal 4 vil rumme 4.100 tilskuerpladser og 2 fulde træningsbaner til håndbold eller andre indendørs idrætsgrene. Samtidig bliver hal 1 ombygget.