Metro til Sydhavnen og letbane ad Frederikssundsvej til Nørrebro station. Københavns Kommune har afsat 8 mio. kr. til at undersøge muligheden for de to projekter, der skal styrke den kollektive trafik i byen.
Kontakt
Københavns Kommune
Yderligere oplysninger:
Københavns Kommune
www.kk.dk
Københavns Kommune har bestilt en udredning af en udbygning af metroen til Sydhavn og Ny Ellebjerg, samt en letbane fra fra Ring 3 til Nørrebro Station ad Frederikssundsvej.
En letbane ad Frederikssundsvej kan tidligst se dagens lys i 2020, samtidig med en letbane ad Ring 3. En metrolinie til Ny Ellebjerg via Sydhavn vil kunne åbne i 2022.
En tidligere analyse viser, at metro til Sydhavn og Ny Ellebjerg som en afgrening på Cityringen får ca. 34.000 daglige passagerer i 2025. Analysen viser også, at en letbane ad Frederikssundsvej mod nordvest har det største passagerpotentiale af de analyserede mulige letbaneforløb. En letbaneløsning på denne strækning vil få ca. 33.000 daglige passagerer i 2018.
Analysen viser også, at der er betydelige udfordringer forbundet med indpasningen af en letbane på den inderste del af Frederikssundsvej, idet der ikke er plads til både letbanetracé, perroner, kørebaner, cykelsti og fortov. Det er derfor nødvendigt at undersøge de konkrete muligheder for at indpasse en letbane, herunder også af de trafikale konsekvenser af de nødvendige prioriteringer mellem trafikformerne.
Frem til 2025 er der forudsat en betydelig byudvikling i Sydhavn med 15.000 nye indbyggere og 3.000 nye arbejdspladser. En afgrening fra Cityringen til Sydhavn og Ny Ellebjerg vil styrke den kollektive trafik og byudviklingen. Samtidig styrkes den bymæssige sammenhæng mellem det gamle og det nye Sydhavn og forbindelserne mellem Sydhavn og centrum.
Desuden vil metroafgreningen forbinde Cityringen med det nye, regionale trafikknudepunkt i Ny Ellebjerg, hvor der vil være skiftemulighed til S-tog, regionaltog og fjerntog.
Metro til Ny Ellebjerg via Sydhavn skønnes at koste mellem 4,6 mia. kr. og 6 mia. kr. afhængig af anlægsteknisk udformning.
Foreløbige beregninger indikerer, at driftsoverskuddet i forbindelse med metro til Ny Ellebjerg via Sydhavn kan finansiere ca. 10-15 procent af etableringsomkostningerne. Muligvis kan der også rejses finansieringsbidrag fra grundejere i området.
På længere sigt har Københavns Kommune også planer om yderligere at skabe en bedre forbindelse fra nordvest gennem etablering af en ny metroline fra enten Brønshøj, Bellahøj eller Bispebjerg Hospital via Nørre Campus, Rigshospitalet, Indre Nørrebro og Hovedbanegården under havnen til det nordlige Amager.
NB - den 7. 11. 2012 organiserer ByensEjendom en konference om "Renovering af alm. boliger for 25 milliarder - konkrete projekter".