Voldgiftsnævnet giver Skou Gruppen medhold i, at kommune var dårligt rådgivet i svømmehalssag. Skou Gruppen skal modtage en kompensation på 7,8 millioner kr.
Efter en årelang proces har Voldgiftsnævnet givet Skou Gruppen medhold i, at Roskilde Kommune var dårligt rådgivet i svømmehalssag. Afgørelsen giver også Skou Gruppen en kompensation på 7,8 millioner kr., hvilket påvirker virksomhedens resultat for det igangværende regnskabsår positivt. Afgørelsen glæder Martin Skou Heidemann, direktør i Skou Gruppen.
- Vi kan konstatere, at vi havde ret i vores påstand om, at kommunen var rigtig dårligt rådgivet. Og at meget af det arbejde, vi blev bedt om at udføre, var i strid med gældende regler og god byggeskik, siger Martin Skou Heidemann.
Voldgiftsnævnets afgørelse giver Skou Gruppen medhold i de fleste af de indvendinger, virksomheden havde mod udførelsen af arbejde på Roskilde Svømmehal. Samtidig glæder det Martin Skou Heidemann, at nævnet også fastslår, at kommunen var uberettiget i sin bortvisning af Skou Gruppen fra projektet.
Voldgiftsafgørelsen er på ingen måde overraskende for hverken Martin Skou Heidemann eller teknisk direktør Jesper Egund fra Skou Gruppen.
En syn og skønsrapport fra juli 2020 giver ifølge entreprenørvirksomheden allerede der Skou Gruppen medhold i 9 af de 10 forhold, som man er uenige med Roskilde Kommune og kommunens rådgiver om.
Desuden fortæller en Build-rapport til Roskilde Kommune fra august 2021 om en lang og rodet beslutningsproces, svag byggeledelse, mangelfuld rådgivning og store problemer med forsinkelser og fordyrelser i svømmehalsprojektet, skriver Skou Gruppen.
De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 2. maj 2023.
- Det ærgrer mig, at kommunen efter syn og skønsrapportens og Build-rapportens ret tydelige konklusioner ikke søger at indgå forlig med os og få afsluttet sagerne. Det er nærmest som om, der foregår en udmattelseskamp mellem bygherren og rådgiveren på den ene side og os som entreprenører på den anden, siger Jesper Egund.
- Det er langt fra alle entreprenører, som er så solide og robuste som os, så de kan holde til at afvente den slags afgørelser og økonomisk kompensation i årevis, tilføjer Martin Skou Heidemann.
Build-rapporten konkluderer også, at Roskilde Badet ikke er det eneste svømmehalsbyggeri, som er løbet ind i problemer med projektering, budgettering og gennemførelse. Rapporten nævner Dragør svømmehal, Øbrohallen og Vallensbæk Kommunes ny svømmehal, som eksempler på andre udfordrede svømmehalsprojekter.
Ydermere er der den efterhånden meget omtalte renovering af Frederiksberg Svømmehal. Her forsøgte Skou Gruppen som entreprenør at nå til fælles forståelse med kommunen og dennes rådgiver om udførelse af beton- og VVS-arbejde, som lever op til gældende regler og god byggeskik. Forsøget lykkedes ikke, og Skou Gruppen afventer nu også en Voldgiftsafgørelse i denne sag.
- Det er ærgerligt, når bygherren og dennes rådgivere ikke vil lytte til entreprenørens ekspertise. Havde vi sat os til bordet alle parter for at finde de rigtige og bedste løsninger, så ville Frederiksberg Svømmehal være genåbnet allerede, siger Jesper Egund.
- Komplicerede byggerier – som eksempelvis svømmehaller – kræver stor dygtighed hos alle parter og stor vilje til at indgå i en faglig dialog og løse problemerne i fællesskab. Det er brandærgerligt for os, når vi oplever, at vores byggefaglige viden og forsøg på at opnå dialog og gode løsninger tilsidesættes. Endda af samme rådgiver på flere sager, supplerer Martin Skou Heidemann.
Svømmehalssagen kort
Byggeperiode: 2017-2021
Bygherre: Roskilde Kommune
Totalrådgiver: Creo Arkitekter
Bygherrerådgiver: Cowi
Projektet var udbudt i fagentrepriser
Tømrerentreprise: Skou Gruppen
2019: Bygherre ophæver kontrakten på tømreentreprisen
2020: Syn og skøn bestilt af Skou Gruppen
2021: Build Rapport bestilt af Roskilde Kommune
2023: Voldgiftsnævn giver Skou Gruppen medhold og kompensation fra Roskilde Kommune på 7,8 millioner kr.