Der skal sælges grunde for 21 milliarder på den nye halvø Lynetteholmen, som er under anlæggelse fra Refshaleøen og over mod Nordhavnen. Det fremgår af en aftale mellem regeringen og Københavns Kommune, der øger byggeriet til 3,2 millioner kvm.
Kontakt
Refshaleøens Ejendomsselskab
mail@refshaleoen.dk
og
Lynetteholm
info@byoghavn.dk
Lynetteholmen anlægges ved, at overskydende byggejord deponeres på et 2,8 millioner kvm havområde ved indsejlingen til København.
Grundsalg og afgifter på den jord som entreprenører afleverer skal finansiere:
* En ny motorvej fra Nordhavnen og over til Lynetteholmen og videre ud til lufthavnen, kaldet Østre Ringvej.
* En ny metrolinje med navnet M5 til Lynetteholmen, som skal stå færdig i 2045.
Lynetteholmen skal stå færdig i 2070 og have 50.000 beboere og 30.000 arbejdspladser.
Udover selve halvøen, skal der også byudvikles på Refshaleøen (det gamle B&W) med 1,6 millioner kvm byggeri, det nærliggende Quintus med 100.000 kvm og 600.000 kvm ved Kløvermarken. Samlet bliver der bygget 5,5 millioner kvm frem mod 2070. Heraf 3,5 millioner kvm bolig og 1,4 millioner kvm erhverv + 600.000 kvm parkeringshuse mv.
Overordnet kaldes det samlede område for Østhavnen, hvor der skal bo 80.000 mennesker.
Til at stå for udviklingen dannes et nyt selskab, som skal have tilført de 425.000 kvm ejendomme som Københavns Kommune og det kommunale By & Havn ejer. Dertil kommer Lynetteholmen på 2,7 millioner kvm, i alt 3,1 millioner kvm.
3 private aktører
Der er 3 andre store aktører i området:
* Refshaleøens Ejendomsselskab, som ejes af 6 pensionskasser. Refshaleøen er på 1,2 millioner kvm, hvoraf Refshaleøens Ejendomsselskab ejer 520.000 kvm, mens By & Havn, spildevandsfirmaet Biofos og Forsvaret ejer de øvrige dele. På området lægges der op til 1,2 millioner kvm byggeri.
* Den svenske entreprenør Skanska har 285.000 kvm ved Kløvermarken, hvor der må bygges 430.000 kvm.
* Renhold-selskabet, der ejes af Kronborg-familien, har 56.000 kvm og må bygge 84.000 kvm.
Det interesante for de private aktører er, at byudviklingen skal starte ved Kløvermarken (fodboldbanerne) fordi byudviklingen skal følge byggeriet af metrolinien. Og den 1. station i området Østhavnen åbner på Kløverparken ved Prags Boulevard i 2036.
Det forventes nu, at der vil være bygget 530.000 kvm i Kløvermark-park-området i perioden 2030-35.
Områderne omkring Refshaleøen og Lynetteholm vil blive byudviklet frem mod metroåbning på Refshaleøen og Lynetteholm i 2045.
Der er en del fortidsminde-beskyttede områder i Østhavnen-området, men her "påtager staten sig at afløfte bindinger for den kommende byudvikling".
En anden forhindring er renseanlægget Lynetten, da lugtgener kunne stoppe udvikling af større områder. Det ejes af Biofos, som ejes af 15 hovedstadskommuner. For at få det flyttet vil "staten tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag".
Hvem ejer Refshaleøen Ejendomsselskab
Det gamle B&W skibsværftsområde ejes i dag af 6 pensionskasser, hvoraf flere var med sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond, LD, i en forgæves redningsaktion for at redde værftet i 1996.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond var storejer med 34 %, men har løbende solgt ud og solgte sine sidste 10 % af området i 2020.
I dag har Sampension og Pensam aktiemajoriteten, mens de øvrige aktionærer er PFA, Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer, Pensionskassen for Sundhedsfaglige og Pensionskassen for Socialrådgivere, Socialpædagoger og Kontorpersonale.
__
Se aftalen HER.