Et underjordisk, cirkelformet 3.000 kvm stort parkeringshus med et multifunktionelt byrum på toppen kan snart tages i brug på Frederiksberg.
Kontakt
Nordstern
Det er Frederiksberg Kommune, der er bygherre på projektet, og med Nordstern som totalentreprenør og RUM arkitekter, WSP Danmark og
Artelia som rådgivere, lægges der nu sidste hånd på projektet.
Frederiksberg Kommune er ved at færdiggøre et ambitiøst projekt. Det omhandler et underjordisk cirkelformet p-hus med plads til 275 biler og et multifunktionelt byrum ovenpå.
Nordstern er totalentreprenør på projektet, som undervejs i byggefasen har krævet en stram logistisk planlægning, bl.a. grundet lidt plads, en central beliggenhed midt på Frederiksberg samt en opdelt byggeplads i store perioder af byggeriet. Parkeringshuset løber i en nedadgående spiralformet konstruktion, hvor bilister kører direkte fra terrænet ned under jorden. P-huset når godt 12,5 m under terræn, og rummer forskellige faciliteter som elevator, to trapper, toiletter og diverse rum til tekniske
installationer.
Nyt byrum på Frederiksberg
På toppen af p-huset anlægger Nordstern et nyt byrum på ca. 5.000 kvm, der giver borgere og parkerende adgang til en række forskellige opholdssteder og aktivitetsmuligheder. Oven på selve nedkørselsrampen etableres et trappeformet landskab, kaldet Solbjerget, som giver udsigt til både eftermiddags- og aftensolen. Byrummet, der skal drives af Frederiksberg Kommune, er designet til at kunne rumme flere aktiviteter, som f.eks. det ugentlige loppemarked, der løber af stablen hver weekend i sommerhalvåret.
”Vi har arbejdet tæt sammen med Frederiksberg Kommune og deres rådgivere, ETN arkitekter, om at skabe et byrum, der både er funktionelt og æstetisk smukt, og som passer ind i de omkringliggende omgivelser. Kommunen har været en aktiv medspiller fra start til slut. De ved, hvad de vil have og har en realistisk tidsfornemmelse. Derfor har det været en fornøjelse at være med på det her projekt, som er bygget på et stærkt samarbejde mellem de involverede parter,” siger Thomas Ainill, projektchef hos Nordstern.
Fokus på klimasikring og genanvendelse
En væsentlig del af projektet har været klimasikring. I det underjordiske p-hus er der etableret et reservoir på 3.000 kvm til opsamling af regnvand ved skybrud. Derudover er der installeret terrænnære kassetter og sket en udvidelse af Andebakkesøen, som kan opsamle 1.000 kbm regnvand fra mere moderate regnmængder. Dette vand kan genbruges til at vande beplantningen i byrummet.
”Systemet til opsamling af regnvand er fuldautomatisk, hvilket gør, at Frederiksberg Kommune kan vande byrummets beplantning med opsamlet regnvand. På den måde undgår man oversvømmelser og kan genbruge vand i tørkeperioder. Dette projekt er ikke blot et eksempel på effektiv p-pladsudnyttelse, men også på hvordan moderne byggeri kan kombineres med klimatilpasning og byliv,” slutter Thomas Ainill.
Byggeriet forventes afleveret i foråret 2025.