Vikær Strand Camping mellem Haderslev og Aabenraa er solgt til det tyske ægtepar Nadine og Björn Hansen, der overtager 425 campingpladser, 29 hytter og en grund på 175.000 kvm. Udbudsprisen lå på over 30 millioner kr. EDC har campingpladser til salg for 500 millioner.
De 2 nye ejere driver til daglig et anlægsgartnerfirma i Jübek i Schleswig-Flensburg, hvor de bor med 3 børn. De har været campister i mere end 20 år, primært som fastliggere på danske pladser, og deres børn går i det danske mindretals skoler i Sydslesvig.
Vikær Strand Camping er en af få danske campingpladser med direkte adgang til stranden.
Længere
Den første konkrete ændring kommer allerede næste år: Fra 2027 forlænges sæsonen til 31. oktober, så gæsterne kan bruge pladsen i sensommer- og efterårsdagene. På længere sigt kommer flere hytter, forbedringer af de eksisterende eller nye faciliteter:
- Det vigtigste er at bevare den unikke sjæl og store gæstfrihed, siger Nadine Hansen, der står for det kommercielle og administrative, mens Björn Hansen tager sig af den praktiske drift.
Tyske i kø
De sælgende ejere, Henrik Bro og Liselotte Rysz, havde haft pladsen i 15 år.
Salget er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bechs campinggruppe, der kalder interessen fra udlandet stor - flere potentielle købere var med i opløbet. Ifølge partner Morten Wind Gram afspejler det en tendens, hvor coolcation (Læs: Ferier i køligere, nordlige destinationer frem for varmen mod syd) vinder frem blandt danske og europæiske turister.
Mægleren har nu indgået et samarbejde med en tysk mæglerkæde og venter, at flere danske campingpladser får tyske ejere i de kommende år.
Det første halvår af 2026 gav 26 millioner turistovernatninger, 5 % flere end året før.
