Trods sommerferie og geopolitiske usikkerhed nåede transaktionsvolumen på det danske ejendomsmarked 3,2 milliarder kr. i juli 2026. Det er 39 procent højere end samme måned sidste år. Den samlede transaktionsvolumen år-til-dato er dog lidt mindre end i samme periode af 2025.
Med de seneste tal for juli 2026 udgør den samlede transaktionsvolumen år-til-dato 37,5 milliarder kr., hvilket er 3,5 milliarder kr. lavere end i samme periode af 2025. Dette skriver Erhvervsmæglernes Branchedata, et samarbejde mellem CBRE, Colliers, EDC Erhverv, Poul Erik Bech, Newsec, Nordicals og Savills.
Tilbagegangen kan i høj grad henføres til den langsomme start på året. Juli bød imidlertid på en transaktionsvolumen på 3,2 milliarder kr. trods ferieperioden, hvilket er 900 millioner kr. eller 39 procent over niveauet i juli 2025 og 2 milliarder kr. eller 178 procent over niveauet i juli 2024.
I årets første 7 måneder er der samlet registreret 995 transaktioner.
Boligejendomme tiltrak størstedelen af investorernes interesse i både helårsskala og i selve juli 2026, med en fordeling af de handlede ejendomstyper for juli 2026, der ser således ud:
• Bolig: 51 procent
• Hotel: 19 procent
• Detail: 17 procent
• Kontor: 8 procent
• Industri og logistik: 4 procent
• Andet: 1 procent
Danske investorer fortsætter med at dominere transaktionsmarkedet. I juli stod de for hele 93 procent af transaktionsvolumen, mens deres andel for året som helhed udgjorde 76 procent.
