Danmarks største byudvikler By & Havn mister sin topchef, fordi Anne Skovbro flytter til Danica Ejendomme. Hun afløser Michael Nielsen, der går på pension.
Skiftet sker til efteråret:
- Jeg kender Danica Ejendomme som en seriøs aktør i ejendomsbranchen med en spændende portefølje og høje ambitioner inden for bæredygtighed og byudvikling, siger Anne Skovbro.
I Danica Ejendomme skal Anne Skovbro varetage udviklingen af en portefølje på 40 milliarder kr. Selskabet er en del af Danske Bank-koncernen.
- Vores portefølje har i lang tid leveret stabile afkast og har fortsat et stort potentiale, som Anne Skovbro har stærke kompetencer til at videreudvikle, siger investeringsdirektør i Danica, Poul Kobberup.
Michael Nielsen har haft topstillingen siden 2020.
Hvem er Danica
Pensionsselskabet Danica har en pensionsformue på 500 milliarder kr med 50 milliarder i årlige indbetalinger. Danica er et 100 % ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen.
Hvem er Anne Skovbro
Anne Skovbro har før sin tid i Udviklingsselskabet By & Havn været filantropidirektør i Realdania og plandirektør i Københavns Kommune.
Anne Skovbro er civilingeniør fra Aalborg Universitet og ph.d. i arkitektur og design.
