Blackrock, der i slutningen af 2017 købte Næstved Storcenter af Dansk Supermarked, har hentet tidligere direktør for ATP som ny nordisk chef.
Christian Hyldahl, tidligere direktør for ATP, kan om 12 dage kalde sig nordisk chef for verdens største kapitalforvalter. Det skriver Børsen.
Blackrock etablerede kontor i Stockholm i 2006, og etablerede et kontor i København i 2011, og Christian Hyldahl skal stå i spidsen for de 2 kontorer med samlet godt 40 medarbejdere.
NB! Co-working: Kontorhoteller og kontorfællesskaber. Konferencen afholdes d. 4. december 2019.
- Han er højt respekteret blandt kunder og øvrige interessenter i Norden og på tværs af Europa. Hyldahl besidder dybtgående ekspertise og indsigt i branchen og har en særlig interesse i bæredygtige investeringer, som er en central prioritet for vores kunder, udtaler Rachel Lord, der er chef for Blackrocks aktiviteter i Europa, mellemøsten og Afrika, til Børsen.
Christian Hyldahl afløser Lena Lundholm-Micko, som i juli 2017 overtog jobbet som chef for Blackrock i Norden efter danske Peter Beske Nielsen. Han flyttede til New York for at blive chef for Blackrocks globale kundestrategi inden for alternative investeringer.