Den svenske pensionskasse Alecta forhandler om at forlade ejendomsselskabet Heimstaden Bostad, som har 156.000 lejligheder og rækkehuse. Alecta ejer knap 39 %. I stedet for aktierne vil Alecta efter planen få direkte ejerskab over en boligportefølje til en værdi af 73 milliarder kr.
Overtagelsen vil omfatte 50.000 lejligheder fordelt på 20.000 i Danmark og 30.000 i Sverige, Norge og Tyskland. Det skriver flere svenske erhvervsmedier.
Baggrund
Alecta har mellem 2019 og 2023 investeret 33 milliarder kr i Heimstaden Bostad.
Selskabet ejes af den norske ejendomsmogul Ivar Tollefsen, og en aktionæraftale gav ham fuld kontrol og stemmemajoritet, selvom Alecta skød langt de fleste penge ind.
Da renterne steg, faldt værdien af selskabet drastisk, og Alecta måtte nedskrive sin investering markant.
Fordi ejeraftalen låser Alecta fast og gør det umuligt at sælge aktierne frit på markedet, er byttehandlen med de 50.000 lejligheder ifølge de svenske medier den eneste realistiske vej ud af samarbejdet.
Bøde
Det svenske finanstilsyn, Finansinspektionen, gav i marts 2026 Alecta en bøde på 33 millioner kr. Se mere HER.
Tilsynet konkluderede, at Alecta havde svigtet sin risikokontrol og ikke investeret svenskernes pensionspenge på den måde, der bedst gavner nuværende og fremtidige pensionister.
Alecta er et pensionsselskab med 900 milliarder kr under forvaltning.
Retssag
Konflikten eskalerede, da Tollefsen stiftede kapitalfonden Heim Global Investor. Alecta trak ham i retten, fordi fonden efter Alectas opfattelse konkurrerede ulovligt med det selskab, de ejede sammen.
Alecta tabte voldgiftssagen i december 2025, da domstolen vurderede, at Tollefsen ikke havde brudt reglerne.
Hvem er Heimstaden
Heimstaden ejer 156.000 lejeboliger i 9 lande.
Heimstaden Danmarks portefølje beståraf 20.000 lejemål til både bolig og erhverv.
Heimstaden blev grundlagt i Sverige i 1998 og har været etableret på det danske marked siden 2014.
Heimstaden Danmark tæller 200 medarbejdere, der arbejder ud fra kontorer i København, Odense og Aarhus. Hele koncernen tæller 1.600 ansatte i 9 lande.
Heimstaden har norske Fredensborg, som ejes af Ivar Tollefsen, som hovedaktionær + og de svenske pensionsselskaber Alecta, Folksam og KPA Pension som største ejere.
