Alle kender parolen: Vi giver en pris og så tager vi resten hjem på ekstraarbejder, fordi det ikke lige var inkluderet. Københavns Kommunes Byggeri København og fællesskabet TRUST har modsat skabt et mere effektivt byggeri for alle.
TRUST består af Enemærke & Petersen, Nøhr & Sigsgaard, KANT Arkitekter, Dominia, Norconsult og GHB Landskab +en række samarbejdspartnere.
Alle aktører arbejder tæt sammen i fælles kontorlokaler, hvor arkitekter, ingeniører, landskabsarkitekter og entreprenører deler viden og ressourcer for at finde de bedst mulige løsninger.
‑ I en traditionel byggesag ville mange af de opgaver, vi nu tager del i, ofte blive betragtet som "ikke vores bord". Men med TRUST bliver det også vores bord, siger Chris Corneliussen, projektchef i Enemærke & Petersen.
Partnerskabet, der blev etableret i 2016, har til formål at omdanne byggeprocesserne gennem et tæt samarbejde mellem bygherre, entreprenør og rådgivere – og har resulteret i en række succesfulde byggeprojekter.