De 2 ejendomsmæglere bag størstedelen af landbrugshandler i Danmark skifter nu fra Nybolig Landbrug til Velas-koncernens ejendomsmægler LandboGruppen MidtØst.
Søren Svanholm og Palle Jespersen har drevet landbrugsmæglervirksomheden Nybolig Landbrug Svanholm & Jespersen, der står bag størstedelen af landbrugshandlerne på Fyn, men sælger også på Sjælland og dele af Jylland.
- Søren og Palle har et ekstraordinært netværk i landbruget, og de har vist, at de kan skabe en særdeles stærk forretning. Markedet for landbrugshandler rummer et stort uopdyrket potentiale, særligt på Sjælland, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas.
Yderligere 3 medarbejdere går med fra Svanholm & Jespersen, hvorefter Velas-ejendomsmæglervirksomheden har 13 medarbejdere, dækkende en stor del af Jylland, Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.
Opbrud
Markedet for landbrugshandler er i forandring. Ikke mindst med strukturudviklingen, den politiske virkelighed i erhvervet og et stigende behov for tættere kobling mellem ejendomshandler og den øvrige rådgivning:
– En landbrugshandel handler ikke længere kun om mursten og hektarer. Der følger strategi, selskabsforhold, skat, finansiering og udvikling af bedriften med. Derfor giver det rigtig god mening at bringe landbrugsmæglerne endnu tættere på den samlede rådgivning, siger Jens Ravn fra LandboGruppen MidtØst.
– Strukturudviklingen går stærkt. For ikke mange år siden var der 25.000 heltidsbrug i Danmark. Nu er der omkring 6.000 tilbage, og de bliver større og større, siger Palle Jespersen.
