Der er stor interesse for de 90 lejemål, der efterlades som følge af af konkursen i legetøjsgiganten Top-Toy, lyder det fra rådgivningsvirksomheden Libak Retail, som har fået til opgave at afsætte lejemålene,
Mens Salling Group har overtaget varelagrene i Danmark og Fætter BR-brandet efter Top-Toy's konkurs, så står en stribe meget forskellige detailkæder klar til at overtage koncernens omkring 90 butikslejemål i Danmark. Det skriver TV 2.
Henrik Libak, som ejer rådgivningsvirksomheden Libak Retail, har til opgave at afsætte lejemålene.
NB! Butikker i et foranderligt marked: Udlejning, overdragelse, fraflytning og tvister. Kurset afholdes d. 27. marts 2019.
- Top-Toy er jo en gammel, traditionsrig kæde, som har brugt mange år på at opbygge et godt butiksnet. Så der har været rigtig stor interesse. Jeg får typisk henvendelser fra detailkæder, der er interesseret i at overtage nogle få udvalgte butikker, siger han ifølge TV 2.
- Det er for eksempel kæder inden for sport, tøj, sko, elektronik eller isenkram. Det er også byggemarkeder, fitness og restaurationer. Jeg har også fået henvendelse fra nogle få enkeltstående legetøjsbutikker, siger han videre.
En af kuratorerne, John Sommer Schmidt fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, fortæller, at der lige nu er ophørsudsalg i Sverige og Finland, mens der bliver arbejdet på et salg af forretningen i Norge som en samlet enhed.