I Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart og Vejle kan større byggeprojekter og virksomheder ikke længere blive tilsluttet elnettet - der er ikke ledninger nok.
Det er Trefor El-net som driver nettet i Trekant-området. Der er fortsat kapacitet til privatforbrug og mindre erhvervsprojekter.
Der er stort set ikke mere plads i transmissions-nettet – elsystemets motorveje – og det kan ifølge det statslige Energinet, der står for Danmarks strømføringer, tage op til 10 år, før kapaciteten er væsentlig udvidet.
Når der mangler kapacitet i transmissionsnettet, modtager Trefor El-net ikke strøm nok til kunderne. Derfor må elnetselskabet henvise nye, større elforbrugende kunder til en venteliste.
- Vi har en liste med større kunder, der ønsker at blive tilsluttet elnettet i Trekantområdet. De har udsigt til at vente endnu længere, og nogle af de helt store projekter kan risikere at vente i flere år på fuld adgang til elnettet, siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Trefor El-net.
- Vi har kapacitet til at tilslutte privat forbrug og udstykninger af nye boligområder i fremtiden.
Sådan er elnettet
Energinet er en statsejet virksomhed under Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, der ejer og driver transmissionsnettet. Det er i det store 400 kV og 150/132 kV-nett, som Energinet har ansvaret for, at der er mangel på kapacitet.
Når de store ledninger er lagt i Danmark står 37 elnet-selskaber for driften.
Hvert selskab ejer og driver det lokale elnet i et forsyningsområde, og bringer strømmen fra transmissionsnettet ud til slutkunderne.
Netselskaberne udbygger og vedligeholder de lokale kabler og transformerstationer.
Det enkelte elnetselskab har monopol i sit forsyningsområde, og kunder kan ikke selv vælge, hvilket elnetselskab de vil benytte.
Se konference om energi-byg her.
