Verdens største biogas-anlæg på havnen i Vordingborg er nu på vej efter den norske statsejede koncern Equinor (Statoil) er trådt ind som største aktionær i danske Green2x. Også den danske statslige investeringsfond Eifo er trådt ind i ejerkredsen.
Et testanlæg opføres nu i Borre på Møn, hvorefter stor-skala-anlægget på 100.000 kvm opføres på inddæmmet land på Masnedø ved havnen i Vordingborg. Prisen er 2 milliarder kr.
- Nu går vi fra test til egentlig produktion og finpudsning af designet før anlægget i Vordingborg, siger direktør i Green2x, Mikkel Sjølin Kiil.
Opførelsen af anlægget starter i 2027 og skal producere fra 2029. Anlægget har fået den afgørende miljøgodkendelse.
Anlægget skal producere 170 millioner kubikmeter gas om året ud af halm (Læs: Stråene der ligger tilbage når kornet er høstet).
Det vil give en omsætning på 1,5 milliarder kr om året.
Ejerne
De 7 ejere af Green2x er:
Kim Baroudy,
A.P Møller-direktøren Jan Thorsgaard Nielsen,
Sigtryggur Hjartar,
Jesper Ørnskov,
Danmarks Eksport- og Investeringsfond,
Equinor,
Engelske Bridgehill Partners Capital.
