Nyt kontorbyggeri, grønne områder, promenade og klimatilpasning er nogle af emnerne i 2 lokalplaner den sydlige del af havnen i Nykøbing Falster, der snart sendes i høring.
Kontakt
Guldborgsund Kommune
Den sydlige del af havnen i Nykøbing Falster over for en gennemgribende udvikling, som blandt andet vil tilføre kulturelle tilbud, grønne områder og en havnepromenade, som vil være med til at styrke byens attraktion, både for dem der allerede bor i og omkring byen,og for alle dem der kommer på besøg.
Økonomiudvalget, med borgmester Simon Hansen i front, sender to lokalplaner for området i høring den 20. januar 2025.
”De 2 lokalplaner giver en fantastisk mulighed for at revitalisere den sydlige del af havnen i Nykøbing og bringe liv tilbage til området. Vi ønsker at skabe et område, der er tilgængeligt for alle med kulturelle tilbud og grønne områder, der fremmer fællesskab og aktivitet. Omdannelsen er en vigtig del af vores langsigtede vision for hele havnen, som et samlet byråd står bag” siger borgmester Simon Hansen.
Lokalplanerne markerer et vigtigt skridt i transformationen af erhvervshavnen til et levende byområde med fokus på kultur og rekreative områder. Her skal være grønne byrum og forbindelser, som skaber et attraktivt og sammenhængende miljø for både borgere og besøgende. Eksempelvis etableres der et hyggeligt ungeområde foran Markedshallen, som en gruppe unge har været med til at udvikle. Området forventes at stå klar til den kommende sommer.
Lokalplan 223 muliggør også byggeriet af det kommende rådhus, som placeres på den tidligere DK Beton-grund, over for den nuværende Netto og med Markedshallen som nabo. Rådhuset bliver lidt lavere end Kondensen, og på de foreløbige skitser af placeringen friholdes sigtelinjen fra Strandgade, så der skabes kig vandet.
Planen tager højde for behovet for at beskytte området mod fremtidige oversvømmelser og havvandsstigninger, og den beskriver, hvordan der skal etableres klimasikring. Derudover er det et mål at anvende bæredygtige materialer i byggeprojekterne og i de nye grønne områder.
Lokalplan 236 omhandler etablering af en ny park, som skal fungere som en grøn indgang til hele det omdannede havneområde. For at parken kan etableres, skal det gamle slagteri nedrives, hvilket lokalplanen sikrer kan ske.
”Noget af det vigtigste for udviklingen af havnen er at skabe et sted, som tilfører byen noget nyt, der ikke allerede findes i midtbyen. Her spiller adgangen til vandet samt grønne områder en vigtig rolle. Vi skal skabe et område, som styrker byens attraktivitet og tilfører noget godt til hverdagslivet for alle dem, der bor i og omkring byen,” siger borgmester Simon Hansen, som opfordrer alle til at kigge nærmere på planerne og indgive høringssvar, hvis der er noget, man vil gøre opmærksom på.
Økonomiudvalget ser frem til at læse høringssvarene fra borgere, organisationer og andre interessenter, og glæder sig til arbejdet med at realisere denne del af visionen for hele havnen. Høringsperioden for de 2 lokalplaner og tilhørende miljøvurderinger igangsættes mandag den 20. januar 2025 hvor lokalplanerne offentliggøres.
Lokalplan 223 er i høring i 8 uger, og lokalplan 236 er i høring i 4 uger.
Læs mere om udviklingen af havnen i Nykøbing Falster lige her: https://www.guldborgsund.dk/havneby