Byggemarkedskæden Stark vil bygge 8.100 kvm stor flagskibsforretning i Aarhus Nord. Placeringen i byens største erhvervsområde tæt på E45 og midtbyen, skal gøre det nemt for kunderne at komme til byggemarkedet, hvor både bygninger og sortiment bliver præget af bæredygtige materialer.
Kontakt
Stark
Kommunikationschef
Jens Velling
E: jevel@stark.dk
Byrådet i Aarhus har netop godkendt salget af en grund på Karl Krøyers Vej i Skejby tæt på E45 og midt i den jyske hovedstads største erhvervsområde. Her vil Stark opføre en ny flagskibsforretning på 8.100 kvm.
- Vi er glade for at få muligheden for at sætte vores præg på Aarhus med et byggeri, der bliver et flot vartegn for den nordlige del af byen. Placeringen er optimal: Herfra kan Stark servicere en meget stor del af Aarhus, uanset om det gælder traditionelt byggeri eller områdets mange spændende udviklingsprojekter præget af bæredygtigt byggeri. Det flugter med Starks ambition om at gøre det nemmere for håndværkerne at bygge bæredygtigt - en målsætning som vi understreger ved at opføre den nye forretning i bæredygtige materialer, siger administrerende direktør i Stark, Britta Korre Stenholt.
Det nye byggeri fungerer også som en flytning og udvidelse af Starks nuværende forretning i Skejby på P. O. Pedersens Vej.
- Med den nye forretning i Aarhus Nord får vi en størrelse, indretning og placering der gør, at vi kan samle alt det bedste, som Stark tilbyder under ét tag. Det bliver en trælast i ordets mest omfattende betydning. Vores kunder vil opleve, at vi kan hjælpe dem med bogstaveligt talt alt inden for byggeri fra denne lokation, forklarer salgsdirektør Mads Brejnholt Madsen.
Aarhus Kommune har store ambitioner for byggeriet, og ønsker at skabe en ny "byport", der skal være med til at fremhæve Aarhus som internationalt kendt arkitekturby. Den ambition vil Stark honorere med et byggeri, der tilpasses terrænet og DGNB-certificeres. Alle bærende konstruktioner og gitterspær udføres i træ, der efterfølgende "pakkes ind" i trælameller for at give bygningen et let og transparent udtryk.
JYLLAND: TRÆ - højhusbyggeri og større projekter - udfordringer, løsninger og økonomi. Konferencen afholdes den 27. april 2021.
- Starks nye byggemarked i Skejby er et smykkeskrin i træ. Bygningen er godt placeret på grunden, og den spiller sammen med det kuperede terræn på fineste vis, siger stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Stephen Willacy.
Den nye forretning baserer sig på de gode erfaringer og positive reaktioner fra kunderne, som Stark har haft med etableringen af Danmarks første bæredygtige byggemarked i Hørsholm tidligere i år. Nu kommer konceptet til Aarhus – blot i endnu større skala.
Den massive brug af træ er samtidig en respektfuld hilsen til Starks "moderforretning". Stark udspringer af Aarhus Trælasthandel fra 1896 og forbindes lokalt med de ikoniske røde træhaller på Daugbjergvej i det centrale Aarhus. Hertil kommer Aarhus Mørtel Compagnis lange historie først på Aarhus Havn og senere på P.O. Pedersens Vej. På den måde er det arven fra hele 2 forretninger som den kommende forretning i Aarhus kommer til at løfte.
Byggeriet af Starks nye forretning begynder, når arbejdet med lokalplanen er afsluttet – det forventes at ske i løbet af 2021 med åbning i 2022.
Det samlede byggeri på 8.100 kvm er fordelt på 2.800 kvm butik og 5.300 kvm drive-in lagerhal. Byggeriet er udviklet i samarbejde med Sweco/Årstiderne Arkitekter, der yder integreret rådgivning på projektet.