BGB begynder nu opførelsen af 56 ejerboliger, og tager dermed hul på første del af et boligprojekt med i alt 164 nye ejerboliger på Troldmands Allé i Solrøds nye bydel Trylleskov Strand.
Der opføres i alt 10 punkthuse i op til 5 etager. På toppen af hvert punkthus opføres 2 penthouselejligheder. Projektet er tegnet af arkitekterne Edvars & Edvars og opføres i totalentreprise for bygherre Falk-Rønne & Kierkegaard Ejendomsudvikling i samarbejde med Artha, og boligerne sælges via Living Homes.
- Vi opfører boliger af høj kvalitet i et attraktivt område, tæt på arbejdspladserne i Københavnsområdet, og også tæt på skov og strand. Vi forventer, at det bliver et godt projekt, og vi er glade for samarbejdet med BGB, siger Birk Kristensen fra Falk-Rønne & Kierkegaard Ejendomsudvikling.
NB! Vestegnen: De store projekter. Konferencen afholdes d. 4. juni 2019.
Lejlighedsbyggeriet er anden etape af et nyt, samlet boligområde i Trylleskov Strand. Første etape af projektet, 82 rækkehuse og dobbeltvillaer, også opført af BGB i totalentreprise, stod klar i 2017 og 2018. Nu bliver det nye boligområde med de mange forskellige typer boliger og fællesaktiviteter som poolområde og legepladser, færdiggjort.
- Det glæder os, at bygherre har vist BGB den tillid at vælge os til at gennemføre denne anden etape af det spændende byggeri i Trylleskov Strand, siger Jeppe Mulvad, projektchef hos BGB.
BGB er en dansk byggevirksomhed med solide rødder i tømrer- og snedkerhåndværket. Virksomheden udfører alle opgaver inden for nybyg og renovering i fagentreprise, hovedentreprise, storentreprise og totalentreprise.
BGB opfører lige nu også i hovedentreprise 64 boliger i Hornbæk Skovpark ved Hornbæk. Virksomheden er desuden i 2019 involveret i opførelsen af tusindvis af boliger, blandt andet på Frederiks Brygge i Københavns Sydhavn og i Valby Maskinfabrik på den tidligere FL Schmidtgrund ved Gammel Køge Landevej.