Det kostede 1,4 milliarder at bygge den 37.000 kvm Royal Arena i Ørestaden på Amager, som åbnede i 2017. Siden da har stedet udviklet sig til et kulturelt fyrtårn. Derfor vil de 2 initiativtagere og ejere nu sælge ejendommen.
Det er Københavns Kommune og Realdania der sammen ejer Royal Arena med hver 50 % gennem selskabet Arena CPHX. Og kommunen må ikke drive kommerciel virksomhed.
Bygningen står på lejet grund, som ejes af udviklingsselskabet By & Havn, der er 95 % ejet af Københavns Kommune og 5 % af staten.
Selve driften varetages af det amerikanske koncertselskab Live Nation, der betaler i niveuaet 65 millioner om året i leje - det varierer lidt afhængig af antallet af arrangementer. Live Nation har ansvar for både drift og vedligeholdelse.
Live Nation har en lejekontrakt frem til 2046 og driften ligger i solide hænder - det er verdens største arrangør.
Op og ned
At de 2 ejere gør klar til salg fremgår af det nye årsregnskab, for efter at have nedskrevet ejendommen med en 1/2 milliard ved indgangen til 2024, så er der nu lavet en frisk opskrivning på 250 millioner kr, som giver et resultat på 300 millioner kr for 2024. Så nu vurderes Royal Arena-ejendommen til at have en værdi på 1,2 milliarder.
Selskabet skriver også, at der kun udestår småsager fra byggetiden, men regner ikke med, at "det vil medføre yderligere forpligtelser".
Den del har Planklagenævnet her i april vendt op og ned på, for nævnet kræver, at Royal Arena får butikker og cafeer i stueetagen, fordi det står i lokalplan-tilladelsen.
Det giver flere udfordringer:
* Der skal ombygges til butikker og cafeer. Og der skal udlejes og administreres med usikre lejere (Læs: De første lejere i et udbygningsområde går normalt konkurs).
* Live Nation får indskrænket deres servicearealer og lagerplads markant, og de har i forvejen pladsproblemer.
* De 2 ejere vil få et krav om nedsættelse af huslejen fra Live Nation, for hvordan skal selskabet kunne drive en hal med plads til 17.000 mennesker, når der ikke er plads til udstyret.
* En salgspris vil afspejle, at der er nye problemer, som skal løses.
Ny pris
Hvis de 1,2 milliarder skal være salgsprisen og med et lejeniveau der falder til 40 millioner, så skal en køber acceptere et afkast på 3 %.
Et afkast på 7-10 % er mere i dagens niveau:
* En ejendom der skal ombygges
* En lejekontrakt der kun løber i 20 år.
* Bygning på lejet grund.
Og så bliver prisen bare 4-600 millioner kr, altså mindre end de 2 ejere skød ind.
Håbet, eller forventningen, kan være, at Realdania køber kommunen ud for mindst de 375 millioner som kommunen skød ind for sine 50 % og så lægger Realdania arenaen ind i bøgerne.
Se mere HER.