Onsdag den 29. marts 2023 kunne CapMan og Nordstern fejre rejsegilde på Augustshave i Aarhus. Projektet, der er udviklet og opført af Nordstern, omdanner et tidligere villaområde til et nyt, blandet boligområde.
Katrinebjerg-området er et af flere områder i Aarhus, der i disse år udvikles og byfornyes. Det har således forandret sig betragteligt de seneste år til i dag at repræsentere den blandede by med både studiemiljø, familieboliger, virksomheder og uddannelse indenfor kort afstand.
For få år siden var området mere præget af industri og erhverv, men blandt andet nærheden til Aarhus Midtby gør området til et oplagt boligområde. CapMan og Nordsterns Augustshave er et af de større, nye boligområder i Katrinebjerg på 16.500 kvm, beliggende mellem Rødkløvervej og Katrinebjergvej.
- Vi er glade for at udvikle dette projekt i Aarhus. Med en beliggenhed tæt på universitetet og et charmerende gårdmiljø, er det et sted hvor man rigtig kan føle sig hjemme. Vi har fokuseret på at bygge et projekt, der er tilpasset omgivelserne, med samme udtryk som klassiske Aarhus-ejendomme i røde håndstrøgne facadesten og flot saddeltag. Vi er stolte af at kunne tilbyde så attraktive boliger til både studerende og familier, og ser frem til at se vores beboere trives i dette unikke miljø, siger Hasse Wulff, Investment Director, CapMan.
Jylland: Fredede og bevaringsværdige bygninger - nye regler, løsninger og tilskud. Konferencen afholdes den 26. april 2023.
Der opføres i alt 209 boliger af varierende størrelse samt 63 tilhørende parkeringspladser. Bebyggelsen er i varierende højder – fra 3 til 6 etage. I gårdrummet etableres et rekreativt område med åben adgang for alle, og på ydersiden plantes der lommeparker, der skal fungere som små, grønne oaser for hele området.
Der er fokus på bæredygtighed i Augusthave, som bliver certificeret DGNB Guld ifølge standarderne fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
- I Nordstern har vi sat os som mål at samtlige bolig- og kontorbyggerier skal certificeres i 2023. Det er både bedre for samfundet, miljøet og de mennesker, der skal bo i Augustshave, når byggeriet står færdigt. Det er dog ikke nok med fine hensigtserklæringer. I sidste ende er det håndværkerne, vi fejrer i dag, der får projektet til at lykkes, siger Peter Wittorff, Projektdirektør, Nordstern.
De første 74 lejligheder afleveres i november 2023. De resterende boliger står klar i februar 2024.