Med 50 millioner fra Rasmussen-familien bliver byggeriet af en ny multiarena på Ølstykke idrætsområde vest for København sat i gang. Projektet koster i alt 110 millioner kr.
Bidragsyderne er Helle, Jan og Helene Rasmussen. Familien har tjent sin formue på ejendomme og medico-branchen.
Pengene udbetales som et enkeltbeløb til opførelsen og som løbende leje i en 10-årig periode for HØJ Elites brug af multiarenaen.
Hallen placeres i den nordlige ende af idrætsområdet mod Frederikssundsvej.
Det er ikke et færdigt projekt, der sendes i udbud, men med en række krav til indretning af multiarenaen, som Egedal Kommune beder tilbudsgiveren komme med løsningsforslag til.
Egedal Kommune indgår kontrakt om opførelsen i foråret 2026, så multiarenaen kan være klar til indvielse i marts 2028.
