Entreprenørfirmaet Rasmus Friis har netop afleveret det tredje og afsluttende projekt i transformationen af Tingbjergs Store Torv til Innovater Melius.
Kontakt
Rasmus Friis
De 4.700 etagemeter fordelt på seniorbofællesskab, familieboliger og et enkelt erhvervslokale markerer samtidig afslutningen på 10 års arbejde for Innovater Melius med at forvandle Tingbjergs tidligere butikscentre til moderne bolig- og erhvervsmiljøer. Alle boliger er udlejet.
Tidligere var det store butikstorv i Tingbjerg, Store Torv, præget af nedslidte bygninger og tomme butikslokaler. Nu er området forvandlet til et dynamisk byområde, som netop er blevet suppleret med 23 seniorboliger, 25 familieboliger og butikslokaler i stueetagen. Ambitionen er, at denne sidste etape skal certificeres til DGNB Guld.
”Vi har opført en smuk ejendom til glæde for beboere og hele området, og så føler vi også, at vi er med til at skabe en bedre fremtid i Tingbjerg. Projektet har fokus på bæredygtighed og blandede funktioner, og vi ser frem til, at disse kvaliteter vil bidrage yderligere til udviklingen af et trygt og attraktivt miljø,” siger Søren Laubjerg Daugaard, adm. direktør for Rasmus Friis, som har været totalentreprenør på projektet.
De nye boliger tager bl.a. udgangspunkt i mere bæredygtige materialer. Der er således anvendt CO₂-reduceret beton i fundamenterne, genbrugstegl i den udvendige del af klimaskærmen og flere trækassetter i facaden. Disse tiltag forventes at skære 15-20 procent af CO2-udledningen sammenlignet med traditionelle løsninger. Livscyklusanalysen, LCA for projektet er stadig under udarbejdelse. Samtidig giver projektet plads til et seniorbofællesskab, Foreningen Mosefundet, en forening af lokale borgere, som arbejder for etableringen af bofællesskaber i Brønshøj.
”Vi er glade for at have mødt foreningen Mosefundet. Velfungerende seniorbofælleskaber er en boform, som vi synes rigtig godt om. De giver mange kvaliteter for beboerne i fællesskabet, ligesom de kan øge tilgængeligheden i en del boligmarkedet, som ellers står meget stille. Mange af vores beboere kommer fra villaer eller store almene boliger i København. To boligtyper der er meget eftertragtede, og hvor der ikke er meget udbud, og det medfører høje priser og lange ventelister. Virkningen er, at familier tvinges til at fravælge byen, det hjælper Mosefundet med at adressere ved at give seniorer et tilbud, som skaber muligheder for andre, der har mere brug for plads,” siger Mahad Farah, direktør for Innovater Melius, som er et ejendomsselskab og en projektudvikler.
Innovater Melius beskæftiger sig udelukkende med fortætning i eksisterende, velfungerende boligområder og har gennem de seneste 10 år stået for fortætningerne omkring Lille Torv og Store Torv i Tingbjerg.
Finder løsninger i dialog
Den sidste etape har dog ikke været uden udfordringer, og bl.a. satte en brand, hvor der gik ild i en tagplade, tidsplanen for byggeriet under pres. Her fik Rasmus Friis nogle delvise udsættelser på afleveringsfrister på den berørte del af bygningen. For et projekt, der blev prissat i 2020, har den efterfølgende udvikling i inflation, byggepriser og renter også ført til panderynker på begge sider af bordet.
”Det har kendetegnet projektet, at vi kunne sidde i samme rum og tale om udfordringerne. Vi er trygge ved, hvor vi har hinanden. Så er vi måske ikke altid enige, men vi ved jo, at vi får tingene løst. Det er det helt store plus ved dette samarbejde – særligt når vi ser på resultatet, som jeg er virkelig glad for,” siger Mahad Farah.
”Det er netop i de svære situationer, at partnerskaber viser deres værdi. Vi fandt løsninger sammen, og vi er stolte af resultatet,” tilføjer Søren Laubjerg Daugaard.
Store Torv har nu en balance mellem private og almene boliger, plejehjem, butikker og fællesskaber, hvilket er med til at skabe et mere levende og dynamisk område i bydelen.
Mens alle 48 boliger er udlejet, og lejerne er flyttet ind, så står erhvervslokalet til gengæld stadig tomt. I modsætning til tidligere, hvor det var svært at finde lejere, så venter Mahad Farah nu på, at den helt rigtige lejer skal dukke op.
”Siden vi startede arbejdet i Tingbjerg, har vi fået et apotek, en café, en frisør og to nye dagligvarebutikker hertil. De ting havde Tingbjerg mistet. Der er også få erhvervslokaler herude, så vi venter på den rigtige lejer. Vi søger noget, som ikke er herude i forvejen, noget som henvender sig til mange, og noget man forventer at have i en bydel i København,” siger han.
Økonomien i det afsluttede projekt mellem Rasmus Friis og Innovater Melius ligger i omegnen af 100 millioner kr.