A.P. Møller Fonden har bevilget 37 millioner kr. til en 60.000 kvm stor badesø på Nordre Fælled i det nordlige Randers. Udover den store badesø kommer der også badebroer, sandstrande, en sauna, omklædningsrum, stier og faciliteter til aktiviteter i og ved vandet.
- Nordre Fælled er en naturperle i Randers, og etableringen af en badesø vil løfte området til nye højder. Det bliver en attraktion, der vil tiltrække folk fra nær og fjern med uanede muligheder for sociale og kulturelle aktiviteter og fællesskaber, siger borgmester i Randers Kommune Torben Hansen (S).
Nordre Fælled er et tidligere militært øvelsesområde, der ligger i den nordlige del af Randers by. I de seneste år har området gennemgået en stor forvandling. Med lokale borgere i spidsen har ønsket været at udnytte områdets potentiale bedre, blandt andet ved at etablere rum til naturformidling, nye stisystemer, en hundeskov og en multihal ved Langvang Idrætscenter, der grænser op til det i alt 1,4 millioner kvm store naturområde.
Vejle: De store projekter. Konferencen afholdes den 23. marts 2023.
Foruden søen vil der blive lavet sandstrande, badebroer og omklædningsfaciliteter med sauna. Der bliver også bygget et hus til foreninger med værksted og mulighed for opbevaring af blandt andet kajakker og paddleboards, samt en amfiscene til kulturelle arrangementer.
Den samlede pris på udviklingen af området er på 44 millioner kr., og med bevillingen på 37 millioner kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, er finansieringen på plads. De resterende 7 millioner kr, vil blive betalt af Randers Kommune.
Randers Kommune har allerede gennemført de første forundersøgelser i området, og nu venter yderligere forberedende arbejde, før projektet kan komme i udbud og anlægsarbejdet gå i gang.
Her bliver tale om et større udgravningsarbejde for søen vil få en gennemsnitsdybde på 3 meter og være 9 meter på de dybeste steder. De første badegæster kan hoppe i søen i sommeren 2026. Randers Kommune bliver ansvarlig for at drive stedet.