Siden priserne på ejerlejligheder sidst toppede, er de - justeret for hvordan forbrugerpriserne har udviklet sig - vokset i Region Nordjylland og Region Hovedstaden, mens de er faldet i de 3 andre regioner.
I Region Nordjylland, hvor de fleste ejerlejligheder ligger i Aalborg, var de reale ejerlejlighedspriser 12 procent højere i 1. kvartal 2018, end da de sidst toppede i 3. kvartal 2006.
De reale priser på ejerlejligheder er relativt lavest i Region Sjælland, hvor de nu er 24 procent lavere end i 4. kvartal 2006, hvor de sidst toppede. I Region Syddanmark og Region Midtjylland er ejerlejlighedspriserne henholdsvis 8 procent og 6 procent lavere, siden de var højest for lidt over 10 år siden.
NB! Randers - De store projekter 2018-2028. Konferencen afholdes d. 7. november 2018.
- Vi kan altså se, at der er stor forskel på, hvordan de reale boligpriser på især ejerlejligheder har udviklet sig efter finanskrisen. Priserne i nogle regioner er fortsat mærket efter knækket i 2007, siger Jakob Holmgaard, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Det højere niveau i Nordjylland kan ifølge Jakob Holmgaard blandt andet skyldes, at ejerlejlighedspriserne her faldt relativt mindre under krisen end i resten af landet. I Region Hovedstaden er stigningen noget mere beskeden med blot 1 procent i forhold til 3. kvartal 2006.