Med prækvalifikationen af 3 totalentreprenører til opførelsen af et nyt statsligt kontorknudepunkt i Odense, hvor de bærende konstruktioner skal udføres i træ, har markedet nu taget en stor og vigtig udfordring op.
Kontakt
Bygningsstyrelsen
E: bygst@bygst.dk
Bygningsstyrelsen har i dag udvalgt 3 tilbudsgivere, der nu skal afgive tilbud på totalentreprisen på det godt 31.000 kvm store kontorbyggeri på Lerchesgade 35 i Odense. Når det står færdigt i 2024, vil 10 statslige institutioner blive samlet i bygningen til 800 millioner kr.
Et centralt krav i udbudsmaterialet er, at de bærende konstruktioner skal udføres i træ.
- Jeg glæder mig over, at markedet på denne måde har taget udfordringen op. For det er en krævende opgave at bygge en så stor bygning med de bærende konstruktioner i træ. Men regeringens ambitioner om at byggeriet skal blive mere bæredygtigt kræver et stærkt medspil fra det private erhvervsliv. Og det er lige præcis det, vi får her, siger boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Med det nye kontorknudepunkt i Odense vil der blive skabt nye, bæredygtige og moderne kontorer for en række af de statslige institutioner, der er lokaliseret i Odense. I alt skal kontorknudepunktet huse omkring 1.600 statslige medarbejdere.
De lejemål i Odense, som de statslige arbejdspladser flytter fra, ligger i dag mellem 'E' og 'B' i energimærke, mens det nye kontorknudepunkt forventes at leve op til energimærke 'A2020'. Det vil give en samlet reduktion i energiforbruget på 75 procent.
Næste skridt er nu, at de 3 tilbudsgivere skal afgive indledende tilbud omkring årsskiftet.
Bygningsstyrelsen har prækvalificeret følgende:
- A. Enggaard
- NCC
- Züblin