Lidt over 25 procent af lejlighederne i TBT Tower i Odense er solgt. Den dyreste lejlighed til 20 millioner kr. er endnu ikke solgt, men der har været forespørgsler på den - blandt andet fra en potentiel køber, der ønskede mulighed for etablering af pool og tagterrasse.
Ifølge Fyens.dk er godt 25 procent af de 47 lejligheder i TBT Tower solgt, hvilket lever op til forventningerne fra ejendomsmægler Henrik Christoffersen fra Home, der har lejlighederne til salg. Han forventer, at salget tager fart efterhånden som projektet og byggeriet skrider frem.
- Det næste store skridt bliver, når der er prøvelejligheder klar. Lige nu er det jo kun en byggeplads, og vi sælger nærmest luft, siger han til Fyens.dk.
NB! Boligbyggeri i Odense til 24 milliarder. Konferencen afholdes d. 17. januar 2019.
Bygherren bag TBT-Tower er TOGT-koncernen med direktør Mogens Tveskov i spidsen. TBT-Tower består af 2 bygninger forbundet af en mellembygning. Ud til Øster Stationsvej ligger Tårnet på 17 etager. I forlængelse heraf strækker Sidebygningen på 8 etager sig ind i den nye bydel.
Den mindste lejlighed i tårnet er 80 kvm stor og udbydes for 2,45 millioner kr., mens den største omfatter 306 kvm i bygningens top og er til salg for 20 millioner kr.
- Vi har fået flere henvendelser på den end på den mindste og billigste lejlighed på 4. sal. Der er løbende forespørgsler, og der var for eksempel en interesseret køber, der ønskede pool og tagterrasse på toppen af bygningen, men det kunne vi ikke efterkomme på grund af de tekniske installationer på taget. Så det salg blev ikke til noget, fortæller Henrik Christoffersen til Fyens.dk.