Midt i Herning ligger den gamle sygehusgrund, som det tidligere KPC, nu Nordstern, købte i 2018. Det kommende byområde har fået navnet Herning+, og de første byggefelter af det store byudviklingsprojekt har nu fået byggetilladelse. Bygherre PKA ser frem til at få overdraget de første færdige boliger i 2024.
- I PKA vil vi gerne have boliger i hele Danmark, og med Herning+ får vi en større tilstedeværelse i en af de mest spændende store provinsbyer. Det er boliger af høj kvalitet med fokus på bæredygtighed og på en helt unik beliggenhed midt i byen. Derfor er vi sikre på, at det vil være et attraktivt byggeri for både nuværende herningensere og tilflyttere, siger Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA.
Jylland: Planlov og lokalplaner - nye ændringer og muligheder. Kurset afholdes den 23. februar 2023.
I alt indeholder hele Herning+-projektet godt 56.000 kvm byggeret, som med tiden vil munde ud i alt cirka 600 boliger og et lignende antal parkeringspladser. PKA’s nye boligområde udgør 17.000 kvm og rummer i alt 198 boliger i en række karreer, foruden en parkeringskælder.
- Herning+ viser alt det, vi er gode til i Nordstern: Her er tale om et stort byudviklingsprojekt, hvor vi både agerer udviklere og totalentreprenører. Med andre ord er vi med i hele processen, så både vores bygherrer og de fremtidige beboere kan være trygge ved kvaliteten fra start til slut, siger administrerende direktør Torben Modvig, Nordstern.
Samtlige boliger på PKA’s kommende boligområde bliver certificeret med Svanemærket. Alle 198 boliger vil stå klar i 2025.