Pensam er klar til at bygge 427 rækkehuse og lejligheder i udviklingsområdet Sofiendal Enge, som på sigt vil rumme 1.200 boliger.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Pensam
T: +45 4439 3939
E: pensam@pensam.dk
Ifølge Jyllands-Posten skal Pensam opføre 427 boliger med en salgspris på 1 milliard kr. i Sofiendal Enge. Aalborg har 3 år i træk deltaget på Mipim-messen i Cannes, og det var her kontakten blev skabt.
- For 5 år siden lagde vi en strategi og vision for Aalborgs udvikling med en vækstakse gennem byen. Dengang var ingen pensionskasse interesseret i at investere nord for Aarhus, men vi har råbt højt og vedvarende, og i dag oplever vi langt større interesse fra pensionsinvestorerne, fortæller Peder Baltzer Nielsen, stadsarkitekt i Aalborg, til Jyllands-Posten.
Projektudviklerne Henning Holm-Pedersen og Peter Sørensen er med TL Byg som totalentreprenør i gang med at opføre de første 217 boliger i Sofiendal Enge. På sigt vil den nye bydel rumme 1.200 boliger.
Realiseringen af den 1. etape i Sofiendal Enge blev muliggjort med vedtagelse af en lokalplan i maj 2016 for et 60.000 kvm stort område ved Poul Anker Bechs Vej. Lokalplanen for det næste 500.000 kvm store areal er udarbejdet, men endnu ikke endeligt vedtaget.
- Vi har været med til at bygge måske 5.000 lejligheder i København efter finanskrisen. Men der er blevet mange om buddet, og vi kan se, at der rundt om i Danmark ligger nogle byer, som arbejder meget bevidst med udvikling og vækst. Aalborg er en af dem, siger direktør Benny Buchardt Andersen, Pensam, til Jyllands-Posten.
Ifølge avisen præsenterer Aalborg snart endnu et udviklingsprojekt, hvor kommunen sammen med en pensionskasse skal udvikle et stort område nord for fjorden.