Som sælgers repræsentant har Colliers bistået med salget af ejendommen på Valhøjs Allé 158 i Rødovre, der nu overtages af Pelican Self Storage som led i en strategisk udvidelse.
Kontakt
Colliers
I Rødovre får man nu flere erhvervsløsninger, der imødekommer behovet for mindre lager- og kontorenheder. Med overtagelsen udvider Pelican Self Storage sine løsninger og skaber nye muligheder for mindre virksomheder og erhvervsdrivende, der efterspørger fleksible
faciliteter.
"Vi oplever en stigende efterspørgsel fra vores eksisterende erhvervslejere, som ønsker at blive hos Pelican og vokse indenfor vores rammer," siger Jakob Flymer, Chief Investment Officer hos Pelican Self Storage."
"Med denne udvidelse bygger vi videre på vores stærke operationelle setup, der kombinerer fleksibilitet, premium faciliteter og en skalerbar model, som giver vores lejere de bedste betingelser for vækst. Vores erfaring med at drive og udvikle denne type ejendomme gør os til den oplagte aktør til at skabe langsigtede løsninger for mindre virksomheder," afslutter han.
Gennem en årrække har der været stort fokus på at omdanne traditionelle og utidssvarende industri- og logistikejendomme i Københavns omegn til nye boligområder for at gøre plads til hovedstadens voksende befolkning. Bygningsmassen, der tidligere har været øremærket til industriejendomme, er derfor svundet ind, og bl.a. derfor har der de seneste år været lav tomgang og stigende lejepriser for dette segment.
Ifølge Michael Peter Hansen, erhvervsmægler hos Colliers’ Investmentafdeling i København, er Pelican Self Storages’ køb af ejendommen et bevis på den efterspørgsel, der er i markedet:
"Deres udvidede løsninger taler direkte ind i behovet for fleksible erhvervsløsninger, som både større virksomheder og små erhvervsdrivende efterspørger. Markedet er præget af høj aktivitet, og der er fortsat stor interesse fra købere, der ser potentiale i fremtidige lejeindtægter. Mindre lager- og kontorenheder tæt på København er i særlig høj kurs blandt både brugere og lejere," forklarer Michael Peter Hansen.