Det vækker undren hos Tekniq, at der slækkes på krav til luftskifte, til trods for at sundhedsmyndighederne anbefaler netop det til virusbekæmpelse.
Indeklimaet i landets klasseværelser er langtfra godt. Men alligevel slækker myndighederne nu på kravet til dokumenteret luftskifte. Det opdaterede bygningsreglement, der trådte i kraft ved årsskiftet, stiller kun krav til maksimalt CO2-niveau, når lokalerne er i brug, mens kravet om luftskifte per person er suget helt ud af teksten.
- Det er meget underligt, når man alle andre steder forsøger at bekæmpe smitte og sikre en god luftkvalitet, siger Maria Rizzo, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.
Hun peger på, at netop luftskifte specifikt nævnes som et værn mod smittespredning i Sundhedsstyrelsens egen rapport ”Forebyggelse mod smittespredning”.
"Når aktiviteter afvikles indendørs, kan luftskifte nedbringe koncentrationen af dråber i luften og dermed have en supplerende effekt i forhold til at forebygge smittespredning af ny coronavirus”, lyder det blandt andet i rapporten.
RADON - sikring, kontrol, lovkrav og udbedring. Kurset afholdes den 3. februar 2022.
Bolig- Planstyrelsen mener ikke, at der er slækket på kravene til luftskifte i skolerne. CO2-kravet er rigeligt til at fjerne forureninger fra både mennesker og bygningsmaterialer, lyder argumentationen fra styrelsen. Men selvom der stadig er krav om luftskifte i klasseværelserne på baggrund af CO2-niveauet, så er det slet ikke nok til at sikre, at luftkvaliteten er god nok, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne.
- Der er som udgangspunkt ikke luftskifte ud over grundluftskiftet, før grænseværdien på 1.000 ppm CO2 er nået. Det betyder, at eleverne modtager undervisning i den dårligst tilladte indeluft. Tidligere var der et konstant luftskifte per person, selvom grænseværdien for CO2-niveauet ikke var nået, siger Maria Rizzo.
CO2-målingerne kan registrere personbelastningen i lokalet, men de tager ikke højde for eksempelvis afgasning af materialer og luftkvaliteten i de timer, hvor klasseværelset ikke er i brug.
- Når elever og lærere har forladt lokalerne, så er der ingen krav om luftskifte, så mange af de kemiske stoffer og partikler i lokalet, er der også, når eleverne vender tilbage næste dag, siger Maria Rizzo.
Ventilation af daginstitutioner og undervisningsrum
- Tidligere var der 2 krav til luftskifte i daginstitutioner og skoler. Det ene var en beregning af luftskifte ud fra areal og personer, mens det andet var en beregning af CO2-indholdet i luften.
- Fra den 1. januar 2022 er bygningsreglementet ændret, så der nu kun er krav til CO2-niveauet.
- For opholdsrum i daginstitutioner og undervisningsrum i skoler og lignende, hvor personer er den væsentligste forureningskilde, stilles der krav til, at CO2-indholdet i indeluften ikke overstiger 1.000 ppm ved de dimensionerende forhold.
- Ved de dimensionerende forhold menes den normale drift af bygningen. For eksempel skal ventilationssystemet i et undervisningslokale til 28 børn og 2 lærere kunne holde CO2-niveauet under 1.000 ppm ved en sådan belastning. I praksis kan der optræde enkeltstående situationer, hvor CO2-niveauet alligevel er over 1.000 ppm – for eksempel hvis der er højere aktivitet, flere personer på besøg i klassen eller længere anvendelsestid end forudsat. Bygherren fastsætter selv de dimensionerende forhold for lokalerne.
- Manuel åbning af vinduer eller lignende kan ikke være en forudsætning for opfyldelse af kravet til luftkvaliteten.
Kilde: Vejledningen til bygningsreglementet, Bolig- og Planstyrelsen, Tekniq Arbejdsgiverne.