Et nyt p-hus ud mod Hollandsvej i Lyngby Vest har plads til 200 biler og 50 cykler. På toppen anlægger Lyngby-Taarbæk Kommune og pensionsselskabet Velliv et aktivitetstag, der er åbent for alle i området og ventes færdigt i slutningen af 2026.
Ideen er at samle mange af kvarterets parkerede biler i en bygning, der fylder mindre på jorden. Dermed frigøres den nuværende parkeringsplads på terræn til en ny grøn park.
Rummer
Aktivitetstaget på toppen af parkeringshuset er under udførelse af Elverdal. Aktivitetstaget indrettes med:
* Indhegnet boldbane
* Redskaber til styrketræning
* En lille løbebane
* Zoner til yoga, boksning og calisthenics (Læs: træning med egen kropsvægt)
* En rehabiliteringszone
* Bænke og plads til walk & talk.
Formålet er at kunne rumme alle aldre og træningsniveauer, oplyser ejendomsdirektør Solveig Rannje fra Velliv.
Adgang
Beboerne i området kan i udgangspunktet parkere i p-huset i weekender og uden for normal kontortid. Selve aktivitetstaget er fuldt åbent for beboerne i dagtimerne.
Baggrund
P-huset er første skridt i et samlet projekt: Den nye park kan først anlægges, når p-huset står klar som erstatning for de parkeringspladser, parken lægger beslag på.
- Et p-hus er som udgangspunkt ikke nogen særlig interessant bygning, så vi har arbejdet med at gøre det så grønt som muligt, siger John Tefke, formand for Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Omdannelsen af området omkring Parallelvej og Hollandsvej udspringer af Vellivs ønske om at at ombygge den eksisterende bebyggelse, så Cowi kan få udvidet sit hovedkontor til 33.000 kvm.
Området ligger bag Lyngby Station og udover Cowi-byggeriet skal der opføres boliger, erhverv og kultur for at gøre det forsømte område attraktivt.
I dag arbejder 1.800 af Cowis 7.500 medarbejdere fra hovedkontoret.
Det er Arkitema der har slået stregerne til det nye domicil, der skal stå klar i 2028.
Det er pensionskassen Velliv der ejer bygningskomplekset og som kommer med 1 milliard, som projektet koster.
