Billigere tvangsauktioner og et særligt befordringsfradrag til folk, der pendler til yderkommuner, er blandt en række nye forslag, der skal sætte yderligere skub i den positive udvikling i landdistrikterne.
Et sundt ejendomsmarked har stor betydning for både den enkelte families hverdag og fremtid samt landdistrikternes muligheder for vækst og arbejdspladser i lokalområdet. Derfor lancerer Finans Danmark og Landdistrikternes Fællesråd en række nye initiativer, der skal styrke ejendomsmarkedet og understøtte en fortsat positiv udvikling i landdistrikterne.
- Vi ser en positiv udvikling i landdistrikterne blandt andet som et resultat af forskellige målrettede politiske initiativer de senere år. Men der er stadig forhold, som påvirker bolig- og udlånsmarkedet negativt. Derfor handler vores udspil om at styrke ejendomsmarkedet i landdistrikterne og herigennem bidrage til mere vækst og flere arbejdspladser her, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
NB! Køge: De store projekter 2019-2030. Konferencen afholdes d. 28. marts 2019.
Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, peger på, at vi de senere år har set en positiv fremgang på ejendomsmarkederne i landdistrikterne, men at der stadig er udfordringer.
- En fortsat sund udvikling i vores landdistrikter er vigtig for sammenhængskraften i og til gavn for hele Danmark. Selv om der i dag gives flere realkreditlån i landdistrikter end i årene efter den finansielle krise, er der stadig gode initiativer, der kan styrke ejendomsmarkedet i landdistrikterne. Derfor foreslår vi nu sammen med Landdistrikternes Fællesråd en række nye tiltag, der yderligere skal stimulere ejendomsmarkedet i disse områder, siger hun.
Blandt forslagene er
- Lavere omkostninger ved tvangsauktioner af ”billige” ejendomme
- Nedsættelse af kommunal medfinansiering ved nedrivning
- At folk i en begrænset periode kan få et ekstra befordringsfradrag, hvis de arbejder i yderområder
- Udvidelse af BoligJobordningen til nedrivning med ”grønt” incitament i landzoner.
Læs forslagene her.