Nyborg Fængsel ligger i byens sydlige udkant og spærrer for byudvikling. Derfor går kommunen nu med planer om at bygge et nyt fængsel udenfor byen og bruge den 150.000 kvm grund og 30.000 kvm bygninger til boliger og by.
Nyborg Fængsel ligger på Vindingevej og er opført i 1913 som ungdomsfængsel. I dag er det et normalt fængsel med 336 indsatte og 225 medarbejdere.
- De gamle bygninger er utidssvarende og nedslidte, og det vil gavne både Nyborg og fængslet at opføre et erstatningsfængsel et andet sted, siger Nyborgs borgmester Kenneth Muhs til TV 2 Fyn.
- Vigtigst af alt, giver det Nyborg en helt fantastisk mulighed for at udvikle en bydel med alt fra boliger til kulturelle tilbud.
Et nyt fængsel til 3-400 fanger vil koste 2-3 milliarder kr, svarende til 5-8 millioner kr per indsat. Personalet er på nogenlunde samme størrelse som antal fanger.
Nybyggeriet vil kunne dækkes ind af grundsalg, da ejendommen ligger rimeligt centralt i Nyborg.
Nye fængsler
Folketinget har vedtaget en aftale om Kriminalforsorgens økonomi.
Her fremgår det, at der skal bygges flere nye fængsler, som afløsning for de utidssvarende fængsler, da det vil være for dyrt at renovere dem - og hvor skal fangerne være under ombygningen.
Det er allerede vedtaget at bygge et nyt fængsel i Viborg til 3 milliarder kr, som skal rumme 400 indsatte og 400 ansatte. Det skal stå færdigt i 2030.
