Ejendomsmæglerkæden Nybolig kan fejre 30 års fødselsdag med uformindskede ambitioner om at blive landets største mæglerkæde.
Den 19. juni 1989 købte Nykredit JN Gruppen, som fik navnet Nybolig i 1994. Fra 31 butikker og 260 medarbejdere for 30 år siden er kæden i dag vokset til over 220 forretninger og knap 1.200 medarbejdere.
- Vi står i dag med en fødselar, der er vokset betydeligt både i størrelse og kendskab. Men vi er slet ikke færdige med at vokse, siger direktør Peter J. Mattsen.
Da Nykredit købte selskabet, lød ambitionerne dengang på en fordobling i markedsandele fra 10 til 20 procent, og Peter J. Mattsen erkender, at målet ikke er helt nået endnu, men der arbejdes hver dag i alle led af forretningen på at blive større og gøre sig fortjent til kundernes tillid.
NB! Ny ejendomsvurderingslov og ejendomsbeskatning. Kurset afholdes d. 14. november 2019.
- I Nybolig drives vi af målet om at blive kunderes førstevalg, være til stede i hele landet ved hele tiden at insistere på at være ordentlige og dybt engagerede i alt, hvad vi laver, og med de sidste par års målrettede indsatser for at styrke vores forretninger, kan vi nu se, at det det er ved at lykkes, siger Peter J. Mattsen.
Ifølge Peter J. Mattsen er ejendomsmæglerbranchen ekstrem konkurrencepræget, og der skal kæmpes hårdt for hver eneste kunde. Derfor handler det både om at differentiere sig og forædle de klassiske mæglerdyder.
- Vi lægger ikke skjul på, at vi er ambitiøse. Vi går målrettet efter at blive landets største mæglerkæde ved hele tiden at være på forkant med udviklingen, især den digitale, men det er også utroligt vigtigt, at man ikke glemmer, hvor vigtig den nære kundekontakt er, og derfor uddanner vi løbende vores mæglere til at være de dygtigste i alle faser af en bolighandel og have ordentlighed med i alt, hvad vi foretager os, siger Peter J. Mattsen