Der er gang i renoveringen af de almene boliger. Godt 35 milliarder kr. vil der blive bygget for frem til 2016. En ny hjemmeside vil klæde beboerrepræsentanter i almene boligafdelinger på til at tackle renoveringssager, så samarbejdet mellem beboere, rådgivere og administration bliver bedre.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Nueva
Rådgiver og kulturanalytiker
Caroline Beck
T: +45 2949 9595
E: caroline@nueva.dk
I forbindelse med de mange renoveringer af almene boliger landet over, har rådgivningsvirksomheden Nueva i samarbejde med Lejerbo udarbejdet hjemmesiden www.byggeven.org, der skal gøre det lettere for beboerrepræsentanter at forstå, hvordan en renoveringssag foregår.
- Vi møder ofte beboere, som tror, at vi bare skal løfte røret og ringe til en tømrer, der kan skifte vinduer og tag. En murer, der kan lave væggene. Og så lige et køkkenfirma, der kan udskifte køkkenerne. Men renoveringsprocesserne er jo komplicerede og ofte svære at håndtere, fordi de involverer mange forskellige interessenter og en stram økonomi, fortæller chefkonsulent i Lejerbo Jakob Bøjen.
NB! ByensEjendom afholder konferencen: Almene boliger for 40 mia. - konkrete projekter. Konferencen afholdes d. 9. oktober 2014.
Hjemmesiden er støttet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og guider beboerne igennem de forskellige faser i en byggesag. Håbet er, at den nye hjemmeside munder ud i bedre byggesager og i sidste ende bedre renoveringer. Også rådgivere kan få glæde af hjemmesiden, som er blevet til efter interviews med beboere, rådgivere og projektledere i Lejerbo.
- Hjemmesiden kan hjælpe arkitekter eller ingeniører med at se tingene fra beboernes perspektiv. Ofte er det meget små ting, som kan forbedre kommunikationen markant. For eksempel kan man tage materialeprøver med til beboermøder eller komme med 3 forslag til en altan i stedet for kun 1. Det er ting, som gør det lettere for beboerne at træffe et valg, siger Caroline Beck fra Nueva.