Omkring halvdelen af Danmarks godt 5,9 millioner indbyggere bor i 1-familiehuse og andre mindre byggerier. Nu er Green Building Council Denmark klar med en ny DGNB-certificering målrettet netop 1-familiehuse og andre mindre byggerier. Den nye certificering har fået navnet DGNB Villa.
Fremover bliver det muligt at købe et DGNB Villa-certificeret hus. I et DGNB Villa-certificeret hus er der taget hensyn til den familie, der flytter ind i det. Det kan eksempelvis være minimering af skadelig kemi, energieffektivitet og et sundt indeklima. Samtidig er der også fokus på at bygge med lavere CO2-udledning, sikre biodiversiteten og forsvarlig brug af naturressourcer. Målet er at skabe bedre boliger både for køberne og for planeten.
- I en byggeproces skal man som køber forholde sig til rigtig meget. Og det er de færreste, som kan kalde sig ekspert på alt fra afgasning til universelt design. Med DGNB Villa får du hjælp til at sikre kvaliteten i byggeriet. Det er en fordel for den nuværende køber, men også for husets fremtidige ejere og samtidig smart, når huset skal sælges igen, udtaler Emilie Elmer Land Jensen, som er projektleder for DGNB Villa hos Green Building Council Denmark.
I udviklingen har det været nødvendigt at ændre på formatet på DGNB for at blive relevant for 1-familiehuse. Både i størrelse og anlægssum er 1-familiehuse en helt anden skala end de byggerier, som typisk går efter en DGNB-certificering.
Opgradering og optimering af ejendomme. Konferencen afholdes den 7. marts 2023.
I tæt samarbejde med et advisory board har Green Building Council Denmark lavet væsentlige ændringer for at gøre DGNB mere overskuelig.
DGNB Villa består af 12 kriterier inden for miljø, økonomi og social bæredygtighed. Særligt for DGNB Villa, er der indført tjeklister og eksempler som supplement til klassiske funktionskrav, der gør systemet mere fleksibelt og tilgængeligt.
I dag er gennemsnittet for et nybygget 1-familiehus på over 200 kvm - hvilket er 50 procent større end i 1990. Samtidig er størrelsen på familier faldet. Hver kvm kræver klimaskadelige materialer og skal varmes op mange år frem. Derfor vil Green Building Council Denmark gerne motivere til, at der bygges færre men bedre kvm af hensyn til klimaet, miljøet og biodiversiteten.
Selvom man fra første januar 2023 skal udregne livscyklusvurderinger (LCA) på nybyggede huse, er det kun én del af puslespillet, der skal gå op for at løse klimakrisen. Kravet i lovgivningen udregnes nemlig per kvm, og det vil ofte tilgodese større byggerier fremfor mindre.
Et tinyhouse kan have samme formål og brug som et hus på 200 kvm, og have en markant lavere samlet CO2-udledning end et hus på 200 kvm, men ende med at få en højere udledning per kvm end et hus på 200 kvm.
Nøglen er at udregne CO2-belastning per person. I DGNB Villa vil det – for første gang i DGNB-sammenhæng – være muligt at opgøre CO2 per person i stedet for per kvm.
Microliving - tiny houses, nyeste trends. Konferencen afholdes den 30. marts 2023.
Det er afgørende, da et større hus samlet set har et større forbrug af jordens ressourcer end et mindre, og vi skal reducere forbruget af jordens ressourcer, hvis vi skal reducere byggeriets klimapåvirkning.
Der er allerede stor opbakning fra både husbyggefirmaer og arkitekter, som i dag gør klar til at sælge DGNB Villa-certificerede huse.
- DGNB Villa er første skridt i en bæredygtig retning for boliger i mindre skala. Ser man de planetære grænser som målet, og det bliver vi nødt til, så er der utrolig langt endnu. Og når nu der bygges så mange nye kvm 1-familiehuse, er det vores opgave at skubbe dem i en mere bæredygtig retning, udtaler Mette Qvist, som er direktør i Green Building Council Denmark.