Frederiksbergs nye bykvarter skal hedde Hospitalshaven. Der kommer en stor park i hjertet af det grønne område, som bliver udviklet i respekt for kulturarven fra Frederiksberg Hospital.
Kontakt
Frederiksberg Kommune
Frederiksbergs nye bykvarter, som bliver udviklet fra 2027 på den gamle hospitalsgrund, skal hedde Hospitalshaven. Det er By- og Erhvervsstrategisk Udvalg i Frederiksberg Kommune, der netop har vedtaget dette navn.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) er glad for valget af det nye navn:
”Når man hører navnet, Hospitalshaven, er man ikke i tvivl om, hvor vi er på Frederiksberg. Og det er meget Frederiksbergsk. Tænk bare på Aksel Møllers Have, Hostrups Have eller Porcelænshaven. Nu ser jeg meget frem til, at vi går i gang med den faktiske omdannelse af Frederiksbergs nye kvarter. Til glæde for hele byen.”
Navnet ’Hospitalshaven’ formidler historien om at skabe en ny, grøn identitet med rod i fortiden. Bykvarterets centrum kommer til at bestå af en stor park, som anlægges i 2025 og bliver områdets grønne hjerte. Samtidig vil flere af områdets bevaringsværdige bygninger fra Frederiksberg Hospital bestå og dermed trække tråde til områdets tidligere brug.
Udviklingen af Hospitalshaven begynder først i 2027, men allerede nu er der kunst, dyrkningshaver, padelbaner og andre midlertidige aktiviteter på området.
Tidsplan
- Fra 2027 og frem skal Hospitalsgrunden omdannes med afsæt i områdets eksisterende kvaliteter.
- Frederiksberg Kommune har i 2019 vedtaget en vision for området og købt grunden af Region Hovedstaden for at sikre, at omdannelsen sker i overensstemmelse med visionen.
- I slutningen af 2023 vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse udviklingsplan for Hospitalsgrunden. Det er Effekt i samarbejde med Arkitema, Cowi, Gemeinschaft og Creator Projects, som har skabt udviklingsplanen med udgangspunkt i den oprindelige vision for udvikling af området.
- I 2024 skal rammelokalplan udarbejdes. Ved udgangen af 2025 vil en endelig overtagelse og udbud af første etape af arbejdet finde sted.