Ejendommen, der blandt andet har været feriekoloni for københavnerbørn, blev for godt 1 år siden solgt for 17 millioner kr. Nu skal den omdannes 22 nye boliger.
Der skal opføres 22 nye boliger på ejendommen Furesøkolonien i Bistrup. Byplanudvalget i Rudersdal Kommune har netop vedtaget et forslag til ny lokalplan, der sætter rammen for at kunne udnytte det 11.330 kvm store område til boliger. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
"Et eksisterende bevaringsværdigt hovedhus skal anvendes til fælleshus for alle områdets beboere og skabe en god ramme om det gode fælles liv", skriver kommunen.
Fælleshuset skal blandt andet indeholde fælleskøkken, værksteder, opholdsrum og gæsteværelser. De 22 boliger opføres som lejligeheder og rækkehuse eller klyngehuse med en grundstørrelse på minimum 400 kvm.
Den nye bebyggelse må højest være i 2 etager og have en højde på 8,5 meter og skal opføres i teglsten der er pudset, filset eller malet. Lokalplanen indeholder bestemmelser, der sikrer, at hovedhuset og de 2 længer ikke må nedrives. De 2 længer og hovedhuset er i Kommuneplan 2017 udpeget som bevaringsværdige med en høj bevaringsværdi.
"Hovedhuset er sammen med den ene længe opført i 1913. Den anden længe er opført i 1927. Efterfølgende er der opført flere småbygninger på grunden, som forventes nedrevet i forbindelse med opførelse af de nye bygninger", skriver Rudersdal Kommune.
Ejendommen, der tidligere har været anvendt til feriekoloni af Københavns Kommune, ejes ifølge Tingbogen af selskabet Bistrupvej 137 ApS ved Mads Bødtcher-Hansen. Selskabet overtog den tidligere feriekoloni for 17 millioner kr. ejendommen i december 2018.