Niam har finansieret nyindkøbte energivenlige boligejendomme med grønne realkreditobligationer fra Nykredit.
Ejendommene er beliggende i Horsens og Randers. De er alle nybyggede og opfylder nyeste energikrav. Bygningerne har energimærke A og opfylder betingelserne for at kunne finansieres med Nykredits grønne realkreditobligationer.
Der blev åbnet for grønne realkreditlån og obligationer i starten af maj, og Niam er den første kunde, der udnytter muligheden i Danmark. Det forventes at grønne obligationer kan sikre en lavere rente på det lån til energirigtige bygninger.
NB! Energioptimering og vedvarende energi i byggeprojekter. Kurset afholdes d. 1. oktober 2019.
- Som stor ejendomsejer er Niam fokuseret på energioptimering og miljøvenlige boliger, og når vi samtidig opnår en lavere rente fordi vores bygninger er energirigtige, så bliver det et lille ekstra incitament til at tænke grønt, siger Michael Berthelsen, Country Manager i Niam.
Målet med Nykredits grønne obligationer er at gøre det mere attraktivt at finansiere energivenlige ejendomme. Bygningerne skal have et energimærke A eller B eller et tilsvarende certifikat for at kunne finansieres med de grønne realkreditobligationer, og tilbuddet gælder i første omgang for de største erhvervskunder.