Bygningerne er på 84.000 kvm, hvor 54.000 kvm er kontor, mens 30.000 kvm er hotel. Sælger er selskabet Copenhagen Skyline, der er ejet af partnerne i Solstra Capital Partners.
Niam har købt det ikoniske kontor og ejendomskompleks Copenhagen Towers, beliggende i Ørestaden. Copenhagen Towers består af 3 kontorbygninger, herunder det markante 21 etager høje ”North Tower” og en hotel bygning, også kendt som ”Det sorte Tårn”.
NB! Co-working: Kontorhoteller og kontorfællesskaber. Konferencen afholdes d. 4. december 2019.
- Vi er meget glade for handlen og sætter pris på, at Copenhagen Towers i Niam har fået en professionel og langsigtet ejer. Vi har igennem længere tid oplevet, at både hotelgæster og kontorlejere aktivt tilvælger den grønne agenda. Da netop bæredygtighed gennemsyrer hele Copenhagen Towers-komplekset, har det været glædeligt at opleve, at denne type byggeri også står højt på ønskelisten hos de danske og internationale ejendoms-investorer, fortæller David Overby, bestyrelsesformand i Copenhagen Skyline og partner i Solstra Capital Partners.
- Sammenbygningen af et internationalt hotel og kontorlokaler har i alle henseender fungeret efter hensigten og kombinationen af bæredygtige kontorlokaler med mulighed for tilkøb af en lang række serviceydelser, er et koncept, der i den grad har bevist sin levedygtighed på erhvervslejemarkedet, fortsætter David Overby.
Colliers har formidlet ejendomshandlen, der ifølge Tingbogen samlet beløber sig til 2,3 milliarder kr.
- Denne transaktion, som er årets hidtil største, understreger, at der fortsat er stærk investorinteresse for gode investeringsejendomme i Danmark. I samråd med sælger valgte vi at køre en relativt smal proces, hvor vi indbød en snæver kreds af nøje udvalgte potentielle investorer. Der var god interesse for dette særdeles attraktive ejendomskompleks, både fra danske og internationale investorer, udtaler Peter Winther, administrerende direktør for Colliers.