Priserne på enfamiliehuse er på landsplan steget 9,5 % det seneste år, og Nationalbanken venter, at 2026 samlet ender med en stigning på 9 %. Bag den kraftige vækst ligger et for lille udbud af nye boliger, og prisstigningerne er nu højere i Danmark end i sammenlignelige lande.
Hvorfor
Prisvæksten på huse har været stærkere, end udviklingen i indkomster og renter kan forklare. Nationalbanken peger på, at byggeriet af nye boliger har været lavt, så udbuddet ikke følger med efterspørgslen. Når der ikke kommer boliger nok til salg, presses priserne op.
Antallet af handler ligger omtrent på niveau med sidste år, mens antallet af boliger til salg er faldet omkring 12 %, samtidig med at sælgerne kun i begrænset omfang giver afslag i prisen.
Fremover
Nationalbanken venter, at prisvæksten for boliger gradvist løjer af:
* 8,6 % i 2026
* 4,6 % i 2027
* 2,9 % i 2028.
Fra 2027 stiger boligskatterne på baggrund af de seneste års prisudvikling, hvilket er med til at bremse stigningerne. Herefter forventes priserne i højere grad at følge udviklingen i indkomster og renter.
De højere renter mærkes allerede: markedet forventer, at de korte renter i Danmark stiger til tæt på 3 % ved udgangen af 2028, og de længere realkreditrenter er steget det seneste halve år.
København køler
De københavnske ejerlejligheder har haft meget kraftige prisstigninger de seneste 2 år, i gennemsnit omkring 2 % om måneden hen over efterår og vinter. I august var prisen på ejerlejligheder uændret. Afkølingen skyldes et større udbud af lejligheder til salg og færre handler.
Det er ikke kun indkomster og renter, der har drevet priserne op. Den stiliserede boligbyrde (Læs: hvor stor en del af en gennemsnitlig købers indkomst der går til et fuldt belånt boligkøb) er for ejerlejligheder i København steget markant siden begyndelsen af 2025 og ligger nu på niveau med tiden før finanskrisen.
Nationalbanken kalder fortsat det københavnske marked et opmærksomhedspunkt efter mere end 2 år med høje prisstigninger, og opfordrer kreditinstitutterne til at fastholde sunde kreditvilkår (Læs: Stram), så køberne ikke gældsætter sig mere, end deres økonomi kan bære.
Se mere HER.
