Næstveds 7.000 kvm nye svømmehal er bygget færdig. Den 3. februar 2025 fik Næstved Kommune overdraget bygningen.
Kontakt
Næstved Kommune
Med 7 forskellige bassiner, en samlet vandoverflade på mere end 1.500 mkvm og et samlet vandvolumen på mere end 3.000 kbm er der noget at holde styr på i Næstved Kommunes nye svømmehal, som vi nu har fået overdraget af totalentreprenør Morten C. Henriksen.
For at sikre god vandkvalitet i samtlige bassiner er der i kælderen installeret 17 fuldautomatiske sandfiltre, 8 fuldautomatiske kulfiltre, klorelektrolyseanlæg, kemikalierum og et hav af forskellige ventilationsanlæg. Dertil kommet et stort solcelleanlæg på 1.500 kvm.
Næstved Kommunes projektleder Kim Hjorth har arbejdet på projektet i mere end fem år og glæder sig over, at kommunen nu har overtaget byggeriet.
- Det er kæmpestort, at vi nu har fået nøglerne til én af Danmarks største og flotteste svømmehaller. Det har været et fantastisk, spændende, udfordrende og komplekst projekt at stå i spidsen for, siger han og fremhæver det gode samarbejde med kolleger i kommunen og med totalentreprenør Morten C. Henriksen:
- Vores samarbejde på tværs i organisationen og med totalentreprenør har båret frugt - vel og mærke inden for den afsatte økonomi og til aftalt tid. Nu ser vi frem mod en åbningsdag i marts. Det kan kun blive godt.
Selvom svømmehallen stort set er færdig, betyder det ikke, at den åbner nu. Først skal tekniske anlæg og installationer finjusteres, fx skal ventilationsanlæggene testes. Møbler og inventar skal på plads, fx den speedgate som besøgende skal gå igennem for at få adgang til omklædning og bassiner. Og så skal diverse godkendelser på plads, fx skal et eksternt institut og politiet godkende, at den 80 m lange rutsjebane kan tages i brug.
Til sidst skal en bred målgruppe af brugere teste svømmehallen. Åbningsdato meldes ud i slutningen af februar 2025.