Ejendomsselskab med base i København købte for godt 11 år siden 11.600 kvm af tidligere slagterigrund for 10 millioner kr. Nu har selskabet fået grønt lys til at bygge hotel, boliger og dagligvarebutik på grunden.
Byrådet i Viborg har endeligt vedtaget lokalplanen (PDF) for den del af slagterigrunden i Bjerringbro, som i februar 2008 blev købt af Ejendomsselskabet Casa Nord for 10 millioner kr.
Dog er planen blevet ændret på en række punkter, da der i nogle høringssvar er blevet udtrykt bekymringer over skyggepåvirkinger fra nybyggeriet.
- Og vi har lyttet til det. Projektet er blevet justeret lidt ind, så det både imødekommer bygherre, og de, der har givet høringssvar, sagde medlem af Teknisk Udvalg, Martin Sanderhoff (S) på byrådsmødet, hvor lokalplanen blev endeligt vedtaget.
Lokalplanen strækker sig over et 11.600 kvm stort område, og omfatter ejendommen Østergade 8 midt i Bjerringbro.
Nord for området ligger et boligområde med 4 punkthuse i 5 etager på en del af slagterigrunden, som allerede er udvikles. Således er Boligselskabet Sct. Jørgen i gang med at opføre det 5. og sidste punkthus på grunden.
Mod vest ligger Bjerringbro Station, busstation og bymidte. Syd for området ligger blandt andet Grundfos og kontormøbelfabrikken Holmris B8 på den anden side af jernbanen, som løber mellem Struer og Langå.
NB! Randers: De store projekter 2020-2030. Konferencen afholdes d. 2. april 2020.
Bebyggelsens højde inden for området varieres med mellem 2 og 5 etager så byggeriet tilpasses den omkringliggende bebyggelse. I alt kan der bygges omkring 10.500 kvm i lokalplanområdet. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres i alt 1.500 kvm butikker til dagligvarehandel/udvalgsvarehandel.