Amagers ældste højhus har i mange år stået til nedrivning. Nu viser nye tekniske undersøgelser, at der - måske - er lys forude for den historiske bygning.
Kontakt
Domea
Siden 1971 har det 16 etager høje boligtårn på Peder Lykkes Vej i Urbanplanen været en del af Amagers skyline. Men de sidste 14 år har bygningen, som ejes af boligorganisationen Domea København, stået til nedrivning og i 2022 flyttede de sidste beboere ud.
Årsagen til rømningen skyldtes ikke mindst de ydre konstruktioner ved svalegangene, som var 'trætte' efter 50 år med vind og vejr.
Dertil kom, at evakueringsmulighederne via de udvendige altangange var blevet forringet som følge af en række midlertidige foranstaltninger, der var lavet for at understøtte bæreevnen.
Nu viser nye tekniske undersøgelser, at der - måske - er lys forude for den historiske bygning.
Hos boligselskabet Domea København, som ejer bygningen, og Domea.dk, som er administrator, har der formet sig en fælles drøm for fremtiden: Kunne man mon i bæredygtighedens navn bevare en del af bygningen – nærmere bestemt råhuset – og på den måde nøjes med at nedtage de beskadigede ydre dele af betonkonstruktionen?
Og drømmen om at bevare råhuset – eller kernen af bygningen – har fået mere vind i sejlene, efter at det nu er blevet endeligt bekræftet, at bygningen statisk godt kan reddes og renoveres. Det viser undersøgelser, som ingeniørvirksomheden Sweco har gennemført hen over de seneste måneder. Samtidig er der set på nye brandtekniske løsninger, når betonsvalegangene uden på huset fjernes, og der skal laves nye flugtveje. Og også her er der fundet løsninger.
Derfor er boligselskabet og Domea.dk nu gået i dialog med Københavns Kommune og Landsbyggefonden, om hvorvidt – og i givet fald hvordan – en transformation af Peder Lykke-højhuset kan komme i stand.
Det endelige politiske tilsagn om støtte – det såkaldte skema A – er endnu ikke givet, og det er en forudsætning for, at visionen kan blive til virkelighed.
- Finansieringen og den politiske godkendelse skal selvfølgelig falde på plads – det er det, vi arbejder på i øjeblikket. Men der er en god dialog og stor velvilje fra både Københavns Kommune og Landsbyggefonden ift. at afsøge mulighederne for en delvis bevarelse af det gamle højhus, fortæller Mette Mogensen, som er optimistisk.
- Vi er med tiden blevet mere opmærksomme på det utidssvarende i bare hovedløst at rive ned og køre væk. Spørgsmålet er dybest set, om vi har råd til ikke at være nysgerrige på og undersøge, om det kan lade sig gøre at bevare dele af bygningen? Der er, som jeg ser det, mange gode grunde til at renovere et hus som dette, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, siger formand for Domea København Villy Brejning og fortsætter:
- Der er en del af bygningen, som ikke står til at redde. Sådan er det. Men hvad med resten? Hvis vi som boligselskab både kan bidrage til at skabe nye attraktive boliger i byen, som bygger videre på en fælles lokalhistorie, så vil vi gerne det. København har jo brug for flere almene boliger. Og hvis vi samtidig bidrager til, at byggeriet sker på en måde, hvor vi holder ressourceforbruget så lavt som muligt, så er det bedre end godt, siger formand Villy Brejning.
En endelig afklaring på, hvad der skal ske med højhuset forventes at foreligge i løbet af 2025.