Et knap 8 millioner kvm areal ved Rødby Havn og Femern-forbindelsen i Lolland Kommune er endeligt blevet godkendt af regeringen. Kommunen kan begynde arbejdet med etableringen med det samme. Foreløbig gælder det den nordlige del af arealet; den sydlige del følger senere.
Industriparken var oprindeligt blandt 11 nye statslige industriparker, der blev udpeget i oktober 2025. Lolland måtte dengang vente på endelig bekræftelse, fordi placeringen af tunnelelementfabrikken og arbejdshavnen ved Femern Bælt skulle afklares først. Nu er det besluttet at gå igang, i stedet for at vente på, om den store tunnelfabrik skal bruges af staten til nye tunnelprojekter, eller om fabrikken og arealet skal sælges til andre formål.
Nord nu
Den nordlige del af arealet udpeges nu på linje med de øvrige industriparker. Den sydlige del følger, når der er klarhed om Femern-faciliteterne.
Ifølge Lollands borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen kan industriparken på sigt tilføre området tusindvis af arbejdspladser og skabe erhvervsbetingelser for både store og små produktionsvirksomheder.
- Det kan blive begyndelsen på et nyt industrieventyr, der kan styrke hele vores region med et vigtigt løft, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.
Konference om by-udvikling på Lolland
Der afholdes en konference om byudvikling på Lolland og Falster den 12. november, se program og tilmelding HER.
