Finans Danmark har offentliggjort statistikken for boligudbuddet for januar 2025. Tallene viser bl.a. at udbudsprisen for lejligheder på landsplan sætter ny rekord med en stigning på 5 procent siden januar 2024.
Kontakt
Finans Danmark
Udviklingen er især drevet af København og Frederiksberg, hvor priserne er steget med 9 procent på et år.
På fem år er udbudspriserne på landsplan steget med 27 procent, mens de i København og Frederiksberg er steget med henholdsvis 42 procent og 47 procent.
Antallet af ejerlejligheder til salg er faldet med 11 procent sammenlignet med januar 2024. I København og Frederiksberg er der henholdsvis 37 procent og 38 procent færre lejligheder til salg end året før.
”Udbudspriserne for ejerlejligheder har sat en ny rekord. Det gælder for hele landet, men det er særligt i København og på Frederiksberg, at priserne fortsætter opad. På blot fem år er udbudspriserne begge steder steget med over 40 procent. Hverken højere renter eller det nye boligskattesystem har lagt en dæmper på priserne i det meget efterspurgte København og Frederiksberg,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering.
”En stor del af forklaringen skyldes først og fremmest den økonomiske udvikling, vi har oplevet de seneste par år. Der har været vækst i dansk økonomi, og de danske husholdninger har en robust økonomi. Det seneste års tid har beskæftigelsen været høj, nogle har oplevet lønstigninger, og renterne er faldet lidt igen. Desuden er udbuddet af lejligheder i København og Frederiksberg lavt og det bidrager til, at sælgerne forventer at få mere for deres bolig.”